Tilbage til fremtiden

Har De i Rom prøvet at gå gennem den skyggefulde og smalle Via Giulia på vej hen til bagsiden af Palazzo Farnese, har De måske slet ikke fornemmet gadens statelighed. Det er Roms eneste pragtgade i renæssancestil. Den spiller sjæleligt en så dæmpet musik, at De ganske overdøvet af Roms prangende barok ikke har lydhørhed for Via Giulias mere subtile toner.

Det samme kan De komme ud for, hvis De med Mozarts smældende illuminering af det sene 1700-tal vender Dem mod Haydn fra samme tid. Lige meget i hvilken tid Mozart lander, er han hjemmevant for den lyttende. Med Haydn er man håndfast bragt tilbage til den tid, da musikken blev komponeret. Stilighed, finesse, humor, det skorter det ikke på, men det er på datidens præmisser. Man indåndede luft fra andre planeter dengang. Eller er det omvendt?