Boldøje. Det er ikke alle, der kan se skønheden i en stadionlysmast. Tidens bedste fodboldfotografi emmer af blues over en sport i forvandling og en erkendelse af, at spillets egentlige helt er den loyale tilskuer på tribunen.
Til ham, der har stået for længe i regnen
En uhyggelig statistik ligger i baghovedet under lystlæsningen af Martin Andersens nye fodboldfotobog Can’t Smile Without You: Mere end halvdelen af alle klubber i den engelske Premier League ville være solide millionforretninger selv uden billetindtægter fra hjemmekampe. Groft sagt kunne de undvære tilskuerne, spille for tomme tribuner hver uge og stadig drive deres velsmurte, globale underholdningsmaskiner. Det sætter motiverne i et særligt skær af ugengældt kærlighed.
Emnet er Tottenham Hotspur F.C., den London-baserede danske fotografs hjertebarn siden han var dreng. Det stilrene, gråblå lærredsbind med titel fra en Barry Manilow-sang – og fra et banner på hans elskede White Hart Lane – er holdt i en stil langt fra sportssidernes ferske reportagefotos; her er tale om street photography med islæt af forbilleder som Bruce Davidson, Robert Frank og Mark Steinmetz.
Del: