Anmeldelse. True Detective er tilbage med sin bedste sæson siden den første.
Tiden er stadig en flad cirkel
Det er ti år siden, første sæson af True Detective fik premiere, og man gør fejl i at undervurdere dens betydning. I løbet af de måneder, hvor seriens otte afsnit blev sendt, udviklede der sig en regulær fælles tv-besættelse, hvor alle pludselig måtte læse op på deres H.P. Lovecraft, filosofisk pessimisme og slyngplantedyrkning for virkelig, sådan virkelig at forstå, hvad det var, der var på færde, når makkerparret Marty og Rust over en periode på 17 år forsvandt dybere og dybere ind i Louisianas dybgrønne sumplandskab, en mordsag med et okkult islæt og ikke mindst noget uironisk mandet, men også ret dragende vrøvlefilosofi.
Med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i de to bærende roller ændrede serien ganske enkelt reglerne for, hvad det betød at spille med i en tv-serie. Før ville det have været et stejlt trin ned ad karrierestigen for den slags navne at nedværdige sig til den lille skærm. Men True Detective løftede Harrelson op og blev anstødsstenen til den såkaldte Mcconaissance, hvor McConaughey og hans smilehuller genindtog Hollywood.
