Gengangere. Teatret er tilbage efter et års pause, der har vist os, at de digitale forestillinger aldrig kan erstatte det levende, vågne spil med dets risiko for krumme tæer. Asker Hedegaard Boye om scenekunstens skrøbelige magi.
Tid til de levende
Jeg er vokset op på forreste række. Eller det er unøjagtigt. Der var nemlig langtfra altid stolerækker, sommetider ikke engang en egentlig scene. Forestillingerne skulle helst foregå i en afskallet lagerbygning eller udendørs i mange meters højde. Altid ambitiøst, aldrig bekvemt. Det sidste var vist en pointe.
Min far var en del af en eksperimenterende teatergruppe i 1980ernes Aarhus, som havde den kunstneriske fordel, at en stor del af byens unge voksne enten var arbejdsløse eller under evig uddannelse, hvorfor de havde tid til at skabe litteratur, billedkunst og teater i snesevis af grupperinger, der altid hed noget med »værksted«. En rest af 1970ernes romantisering af den ærlige arbejder, så også teatret var et håndværk, man kunne forandre verden med.
Del:
