Kultur

Epilog. Roy Andersson føjer en fjerde film til værket om at være til. Hans statiske billedstil er unik. I Studio 24 hersker en anden tidsregning.

Termodynamikkens første lov

bogj

EGENTLIG skulle det vist være sluttet i 2014. Det var det år, Roy Andersson kom til Venedig med en af de længste titler i programmet: En due sad på en gren og funderede over tilværelsen. Det var, forklarede Andersson, den sidste film i trilogien om, hvad det vil sige at være et menneske og i live, som han begyndte at arbejde på i 1990erne, da han fik mod på at lave spillefilm igen.

En due sad på en gren færdiggjorde bevægelsen fra Sange fra anden sal (2000) og Du levende (2007). Som de andre film var den bygget af tableauer, 39 situationer, for at være nøjagtig, som alle var skudt i Anderssons statiske signaturstil. Ikke siden Alfred Hitchcock og Federico Fellini har en filmskaber været så opsat på at blive i studiet, hvor alle faktorer kan kontrolleres, og det er muligt at skabe en håndlavet virkelighed.

bogj
Bo Green Jensen
(f. 1955) er digter og cand.phil. i engelsk. Har skrevet om film, musik og litteratur for Weekendavisen siden 1981. Debuterede samme år som forfatter og har skrevet 40 bøger i snart sagt alle genrer, senest En kugle af liv (2019). Har bl.a. modtaget Kritikerprisen og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Læs mere på bogreenjensen.dk og blog.bogreenjensen.dk.
bogj@berlingskemedia.dk

Andre læser også

  • Kultur
    Abonnement
    Filmrevy

    Anbefaling. To film udvalgt af Weekendavisen.

  • Kultur
    Abonnement
    Portræt af en kvinde på rejse

    Befrielsesbilleder. Tove Jansson var Mumitroldenes mor. I filmen om livet er hun en kunstner, der prøver at bryde med baggrund og køn.

  • Kultur
    Abonnement
    Al verdens herlighed

    Solidarisk. Robert Guédiguian samler igen familien i værklistens spillefilm nummer tyve. Ny desillusion bag hjertevarmen.