Det centrale greb i den britiske komedie-miniserie Fleabag er, at titel­karakteren – en ung kvinde, man kun kender ved det lidet flatterende navn – sideløbende med, at hun interagerer med de andre karakterer, også kommunikerer med kameraet og altså med os seere: sigende, indforståede blikke, jokes og bitter-tørre betragtninger. I den nye sæson to sker der noget vildt cirka halvvejs. Fleabag vender sig mod kameraet, og den sympatiske katolske præst, som er hendes romantiske interesse, bemærker det. Han spørger: »Where did you just go?«

Noget andet, der er sket, siden første sæson sluttede, er, at Phoebe Waller-Bridge, der både spiller hovedrollen og har skrevet serien, er blevet saligkåret i tv-branchen. Hun har fornyet krimigenren med to sæsoner af den feminine voldsfantasi Killing Eve, og hun er blevet hyret til at omskrive manuskriptet til den kommende James Bond-film. Der har med andre ord været store forventninger til denne fortsættelse, og de bliver indfriet. Fleabag formår som få at bruge det serielle format som en styrke, hvilket i en tid, hvor mange tv-serier mest synes at være filmplot overhævet til at vare otte sæsoner à 13 afsnit, er et stort kompliment. Da præsten hører, hvad vi troede var en indre monolog, så går det greb, man har vænnet sig til siden første sæson, fra at være noget strengt formelt, altså en fortællerinstans, til også at være noget eksistentielt: Den konstante monolog er, for hende, også en armslængde til sorgen efter hendes mors og hendes bedste og eneste venindes død.