Champions League er ikke for begyndere. Det er derfor, Europas to mest ødsle klubber – Manchester City og Paris Saint-Germain, kunstigt oppebåret af blodpenge fra henholdsvis Abu Dhabi og Qatar – bare ikke kan vinde det forbandede trofæ. Og det er omvendt derfor, Real Madrid vinder det igen og igen.

Senest i går aftes, for 14. gang i historien, med spinkle og dog uoverraskende 1-0 over Liverpool i en intens kamp. Det var tredje gang (1981 og 2018) i turneringens historie, at de to giganter mødtes, mere end nogen andre. Liverpools tredje finale siden 2018, Real Madrids femte siden 2014. Sidstnævntes cheftræner, Carlo Ancelotti, sikrede sig sin fjerde Champions League-titel, mens Klopp stod i sin fjerde finale på ti år. Blandt de startende 22 spillere er de 13 mindst 30 år gamle, når året rinder ud.

Modtag Weekendavisens nyhedsbrev om fodbold

Weekendavisens nyhedsbrev om fodbold. Få perspektiv på stort og småt fra fodboldens verden med Asker Hedegaard Boye.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver 14. dag sender en mail med udvalgte historier om fodbold og i tilfælde af særlige historier, og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det kræver således ikke blot penge, men også erfaring og karakter at vinde fodboldens største klubtitel, hvilket Real Madrid har demonstreret til fulde gennem hele foråret. Madrilenerne var næstbedst mod Paris SG i ottendedelsfinalen, mod Chelsea i kvartfinalen og mod Manchester City i semifinalen, og alligevel nåede storklubben som det naturligste i verden frem til gårsdagens finale.

Her var man ligeledes under pres i væsentlige dele af opgøret. Atter en gang var modstanderen farligst, mens Real Madrid ofte måtte sparke langt hen over Liverpools pres. Selv nøjedes spanierne med tre skud på mål skud, heraf blot ét inden for målrammen: Vinícius Juniors scoring efter 59 minutter. Da løb den levende brasilianer bag om ryggen på højrebacken Trent Alexander-Arnold og styrede holdkammeraten Federico Valverdes skæve skudforsøg ind bag landsmanden Alisson i Liverpool-målet.

Det kunne man kalde for held, men næppe når det sker gang på gang. Hos madrilenerne findes en nedarvet, umistelig tro på, at dette store trofæ tilhører dem og ingen andre. Cheftræner Ancelotti tager ikke sine spillere i skole, men holder dem ansvarlige for udfaldet. Det er derfor, Real Madrid aldrig spiller godt i en hel kamp, men også derfor, man så ofte lykkes med sine spektakulære remontadas, comebacks. De har ikke andet end talent, erfaring og mandsmod at læne sig op ad.

Mens de fleste konkurrenter for længst har perfektioneret en veltilrettelagt, systemisk fodbold (enten gennem ønsket om den totale kontrol som i Manchester City, Barcelona og FC Bayern München eller som koordinerede bølger af åndeløse attakker i Liverpool, RB Leipzig og Dortmund), er Real Madrid forblevet et hold af kloge, erfarne individualister, der kender hinanden og ikke mindst sig selv bedre end godt.

Ofte har det været op til de skabende, offensive kræfter som anfører Karim Benzema, unge Vinícius eller gamle Luka Modric at løfte niveauet ved en særlig lejlighed. I går var det målmand Thibaut Courtois’ tur. Belgieren med den porrelignende to-meter-krop leverede en sæsondefinerende indsats, måske den bedste i karrieren, og noterede sig for syv redninger efter afslutninger inde i straffesparksfeltet, flere i absolut topklasse. Den normalt så fattede keeper var på grådens rand efter sin store triumf. At han (66) endte med at have flere boldberøringer end strategen Modric (61), siger det meste om Real Madrids prioritering denne aften.

Også finalens rammer burde forventeligt kunne trække på stor indsigt og erfaring. Finalen var immervæk det europæiske fodboldforbund UEFAs nummer 30 efter formatændringen i 1992. Ligesom Stade de France har afholdt VM- og EM-finaler i fodbold, en VM-finale i rugby, koncerter med storheder som Rolling Stones, Paul McCartney, Beyoncé og Jay-Z plus to Champions League-finaler før denne.

Liverpool-fans før kampstart, der blev udskudt over en halv time på grund af urolighederne foran Stade de France. Foto: Peter Byrne, Scanpix
Liverpool-fans før kampstart, der blev udskudt over en halv time på grund af urolighederne foran Stade de France. Foto: Peter Byrne, Scanpix Peter Byrne

Det kunne man imidlertid ikke se. I stedet lignede området omkring stadion en krigszone i timerne op til kampstart. Alt der kunne gå galt, gik galt: Hundreder af Liverpool-fans var kommet for skade at købe falske billetter (stykprisen på sortbørsen var et stykke over 2.000 euro) og stod dermed frustrerede tilbage i de lange køer. Nogle forsøgte at klatre over de høje hegn. Imens legede lokalområdets unge mænd, for hvem en entré på Stade de France, hele Frankrigs stadion, er en utopisk drøm, kispus med ordensmagten, der for at kompensere for en ringe organisering spredte tåregas både før og efter kampen.

Mere end én gang så jeg uskyldige fans græde efter det kampklædte politis hårdhændede behandling. Der var gamle mænd med blodige munde, og små piger, som kastede op. Rå scener som prægede Europas fodbold indtil for 30 år siden, men som heldigvis er sjældne i disse år. Dog ikke i går aftes, hvor myndighederne virkede underligt uforberedte. Og således kan skråsikre rutiner og procedurer både vinde titler på fodboldbanen samt skabe ravage og utryghed udenfor.

Læs tidligere udgaver af Asker Hedegaard Boyes nyhedsbrev Bænkevarmer her.