Der er koldt i New York. På parkeringspladserne foran nabolagets caféer er der opstillet interimistiske træterrasser overdækket af plastic for at omgå covidforbuddet mod indendørsservering. Man støtter sin yndlings-»kantine« ved at plante sig stoisk i isnende gennemtræk på en vakkelvoren stol mellem to smitteskærme for at drikke lunken macchiato fra en ækel polystyrenkop. Kun få standhaftige bliver hængende, formummet bag masker og polartøj over Barbarescos (64th and Lexington) hjertevarmende spaghetti med kødsauce. Der er også langt mellem kunderne i de genåbnede butikker her på Upper East Side.

Hjemme foran skærmene sidder håbefulde vaccinationskandidater og kæmper forgæves med djævelsk forkludrede websider. Til sidst fik vi den flyvske vaccine indenbords, halleluja og hurra. Men på den lettelsens dag, hvor min handicappede skotske livsledsager og undertegnede opnåede de første stik på Mount Sinai-hospitalet, testede en hjælpende hånd, som fulgte os did, positiv for den forbandede virus. Den selvsamme aften skulle der ellers festes med vore amerikanske børn, som man har været adskilt fra siden coronatidernes morgen.