Forrige år kom seriefilmatiseringen af den irske bestsellerforfatter Sally Rooneys anden roman, Normal People. Strid vind tog fat i marehalmen ved den irske kyst, en blå tone i lyset og regndråber på bilruden. Vejret var dårligt i den irske lilleby Sligo, og vores to hovedpersoner, Marianne og Connell, ulmede af skønhed og millennial-angst. De satte pris på de samme bøger og havde en masse sex, men de var også mere end usædvanligt dårlige til at kommunikere med hinanden.

Nu kommer så seriefilmatiseringen af Rooneys første bog, gennembrudsromanen Conversations with Friends, og det er interessant, hvordan den, på trods af at den foregår i en anden årstid – solen skinner ganske enkelt – og har en helt anden handling, alligevel føles som en slags fortsættelse. Det kan være formen: 12 afsnit af en halv time, hvoraf pressen har haft adgang til fem. Det kan også være, fordi store dele af det kreative hold bag den første serie, der var et stort hit og yndet Zoom-samtaleemne under pandemien, går igen i den nye.