»Sig mig, drikker vi nedad?« lød det en aften på Amager. Og jeg havde næsten glemt, hvor vigtigt og sjovt det kan være at drikke flere på hinanden følgende vine i godt selskab. »Normalt drikker vi da opad,« fortsatte billedhuggeren, som sad med sin vin og nu fik serveret noget i en karaffel, så man blev usikker på, hvad der kom i glasset. »Det er den vin, vi drikker til dagligt,« lød det fra værten, og det blev aftenen ikke dårligere af. Atter at mødes til lidt bobler i haven og så trække ind omkring bordet har ikke just været hverdagskost det seneste år. Og så føles det som at komme lidt i gear igen at kunne tale om opad og nedad i tilværelsen, og hvordan man tilrettelægger drikkeriet undervejs. Der er ingen regler for mit vedkommende i vinens verden, andet end at man bør tale om den. Så længe der drikkes med oplevelsen i fokus, kan hvid godt følge rød og rosé, let kan følge tung, selvom det omvendte nok er at foretrække. Husets vin fik sit comeback den aften, ikke fordi vi har været tørlagte, men fordi vi oplever verden på ny.

Den engelske maler Francis Bacon udtalte sig ofte om at drikke og arbejde. I David Sylvesters klassiske interviewbog med maleren dukker temaet op igen og igen. Rastløshed og energi sender kunstneren gennem diverse helvedeskredse, som man med forundring betragter, når man ser Bacons lærreder af forvredne kroppe, som om de var et billede på netop drukkenskabens forbandelser. Men tværtom er Francis Bacon nærmest ude af stand til at blande alkohol med sin metier. Indimellem hjælper det at føle sig fri til at kaste noget maling op på lærredet og tørre det af. Men i reglen fjerner det at drikke kontakten mellem ham og arbejdet. Og sådan er det vel for de fleste. Drikker man opad, mod de højere luftlag, bliver arbejdet ikke bedre, men forbliver status quo. Det morsomme ved netop Francis Bacon er hans absolutte trang og drift til både maleri og alkohol. Han mener selv, at han nærmest er ude af stand til at sætte sig ned. Energien hamrer rundt i kroppen. Han har lidt af forhøjet blodtryk altid. Han lider af en ungdommelig og utæmmelig rastløshed. Og dog maler han altid siddende figurer. De vrider sig godt nok på stolene, men de sidder ned. Med hans udgave af en skrigende pave som det ikoniske eksempel.