Der var noget insisterende, ja demonstrativt over søndagens chancefattige VM-finale mellem Spanien og Argentina på MetLife Stadium. De regerende argentinske verdensmestre forsvarede sig dybt og med alle tænkelige bissetricks, i håb om at Lionel Messi, den afgående legende, havde ét sidste mirakel i ærmet efter 22 års virke. Men de langmodige spaniere blev bare ved med at skubbe bolden rundt i tre- og firkanter, som de havde gjort de foregående syv kampe, bestemte opgørets udformning og endte med at vinde 1-0 på mål af indskiftede Ferran Torres i den forlængede spilletid.

Efter fem ugers hårdt pumpet og blitzende US-underholdning med celeb cams, månestore led-skærme, halftime show, technomusik i de såkaldte hydration breaks og tidsbegrænsninger på effektuering af indkast og målspark, der alt sammen har skullet tilpasse sporten til amerikanerne og i bredere forstand nye markeder og generationer, viste finalen i East Rutherford, at fodbold stadig er fodbold: bøvlet, fastlåst, uforløst, indebrændt og ej blot til lyst. Ingen anden sport er lige så fuld af frugtbare komplekser.