Rumænien. Skovene i Transsylvanien er blevet en dødsensfarlig slagmark med mafiametoder og bestialske mord på skovfogeder. Også møbelgiganten IKEA har været indblandet i magtkampen om de rumænske træer.

Skovhuggerne

CLUJ-NAPOCA – Skuddene rungede i Maramureș-skoven den oktoberaften, og de gav genlyd over hele Rumænien.

Familiefaderen Liviu Pop, en lokal skovfoged på 30 år, var blevet overmandet og skudt med sin egen riffel, da han forsøgte at forhindre en kriminel bande i at fælde et fredet skovområde. Måneden forinden var en anden skovfoged, den 50-årige Raducu Gorcioia, ligeledes far til tre, blevet hugget til døde med en økse, efter at han overraskede en gruppe trætyve længere østpå.