Skoleagurker

I otte dage blokerede de studerende fra Den Danske Filmskole adgangen til deres skole, før de opnåede det, som stod på protest­bannerne: »Vi vinker Vinca væk«. Det var nemlig i første omgang rektor Vinca Wiedemann, som skytset var rettet mod. »Vi vil lave film – ikke læse om dem« stod der på et andet banner, der kritiserede den nylige akademisering af uddannelsen, der blandt andet betyder en markant reducering af undervisningen i film som håndværk.

Det er en af følgerne af den omlægning af uddannelsen til en mere akademisk model, der harmonerer med det øvrige uddannelses­system, som Wiedemann har forestået – og som hun vel at mærke var ansat til at udføre af sin arbejdsgiver, Kulturministeriet.

I de udtalelser til pressen, som Wiedemann gav, mens blokaden stod på, forsvarede hun blandt andet omstruk­tureringen med, at Filmskolen må ruste de studerende til den medievirkelighed, som »bliver mere kompleks dag for dag«. Her havde jeg gerne haft en trigger warning til morgenkaffen, for »kompleks« er en af tidens management-termer, som gerne bruges synonymt med noget, som fagkyndige, for eksempel filmfolk, ikke kan forstå.

Ofte betyder det, at hoveder med forstand på organisation og ledelse, eventuelt arts management(!), må til bordet. Det er samme holdning, der har presset fagfolk ud af centrale poster i mange andre sektorer. Og nu er vi altså nået til kunstuddannelserne. Det gør det ikke værre, men måske så meget mere åbenbart absurd.

En mere akademiseret kunstuddannelse lyder måske uskyldig i nogles ører. Men det peger på noget større, som følger af den berømte Bolognaaftale. Heraf kommer struktureringen af kunstuddannelser i BA og MA, og, ikke mindst, den såkaldte »akkreditering« af uddannelserne – en slags ISO-certificering for uddannelsessektoren. For de kunstneriske uddannelser betyder det blandt andet, at deres niveau som forskningsinstitutioner skal kvalificeres. Og ja, selvfølgelig er kunst en art grundforskning, men pointen er, at det ikke er på en akademisk måde. Det er de fleste enige om – og så måske alligevel ikke.

I disse år løber der nemlig en stærk understrøm gennem især Nordens kunst­akademier under betegnelsen »kunstnerisk forskning«. Det betyder blandt andet, at kunstnere kan tage en ph.d.-grad, hvilket for så vidt er fint, idet de dermed får honorar i tre år for at videreudvikle deres kunstneriske projekt. Indtil videre har det dog mest medvirket til opblomstringen af en ny type kunstnerskaber, som ofte ender et lidt svært sted mellem akademisk forskning og kunstproduktion.

Fred være med det, hvis ikke det lige var, fordi man ikke skal være sci-fi-instruktør for at forudse, at det nemt kan blive denne type kunstnere, der kunne komme til at varetage hovedparten af undervisningen på fremtidens filmskoler, konservatorier og kunstakademier. Dette ikke mindst, fordi man i Kulturministeriet længe har haft en drøm om at sammenlægge landets kunstskoler til en større og helt sikkert mere »kompleks« institution, hvor ansatte med en mere akademisk tilgang vil have en større forståelse for institutionens udgangspunkt.

Skruer vi tiden to år tilbage, hang der også et stort banner på Kunstakademiets facade ud til Kongens Nytorv med ordlyden: »R.I.P. Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1754-2017«. Det var de studerendes svar til Kulturministeriet, som netop havde offentliggjort en rapport, der foreslog en sammenlægning af de ti kunstneriske uddannelser, som hører under ministeriet (Den Danske Filmskole, Forfatter­skolen, konservatorierne etc.).

Nu blev sammenlægningen som bekendt ikke til noget, og var det sket, ville de studerende på Filmskolen helt sikkert ikke have haft så meget gennemslagskraft, som de rent faktisk fik. Skolen ville så have været del af en større og mere uigennemsigtig organisation, eventuelt med en overordnet dekan – måske endda en jurist eller økonom, uden meget forståelse for, hvad der gør en god uddannelse af en filmklipper.

Og man kan jo bare spørge de stakkels humaniora­studerende på Københavns Universitet, hvordan det er at kæmpe mod sådan et udefineret gespenst af tidsånd, nedskæringer og skiftende uddannelses- og forskningsministre, som de for nylig gjorde, da de i 38 dage blokerede ledelsesgangen og dekanatet. Anledningen var netop, at det blev varslet, at flere, ikke nødvendigvis logiske, fagsammenlægninger kunne være på vej.

Humaniora er jo en helt ubærligt såret løvinde med så uendeligt mange sår at slikke efter snart fem års markante nedskæringer, at man efterhånden betvivler, om det er et sted, man egentlig kan anbefale kommende generationer at søge hen. Trist, men sandt. Måske er ulykken endda, at de talrige omlægninger og sammenlægninger, som har fundet sted på humaniora som følge af en politisk bestemt udsultning, javist, også er sket efter devisen om mere standardiserede uddannelser, som uddanner humanisterne til at blive generalister snarere end specialister.

Heldigvis rystede Filmskolens studerende ikke på hånden. De kunne også finde ud af at læse det, som stod med småt. For det er jo ikke bare et spørgsmål om en ny rektor, men et opgør med en systemisk tanke­gang, som truer med at erodere kunst­uddannelserne. Der er sandsynligvis allerede nye sammenlægningssupper sat over blusset i Kulturministeriet.

Måske er et første skridt endda allerede taget dette efterår med oprettelsen af Center for Kunstnerisk Viden og Udvikling; et tværfagligt institut, som har til huse på Kunstakademiet, og som netop skal forbinde de ti kunstneriske uddannelser, som hører under ministeriet. Det gælder om at holde øje med, hvilke ressourcer der kommer til at tilflyde dette institut i fremtiden. I første omgang er der opslået et helt professorat i »emnet«.

Her må man i første omgang sætte sin lid til de studerende på Filmskolen. Kort efter at rektor var gået, udtalte en studenter­repræsentant, Louis Francisco, sig til P1. På spørgsmålet om, hvorvidt de studerende så var glade, nu hvor kampen var vundet, svarede han, at de var lettede, men at arbejdet nu fortsatte med at organisere skolen på en ny måde. Målet var blandt andet at etablere en bestyrelse af fagfolk. Og det er sikkert og vist, at faglige bestyrelser helt generelt kunne være en god måde at give noget af autonomien tilbage til kunstskolerne på. Bemærkelsesværdigt var det også, at ministeren denne gang faktisk lyttede til protesterne og reagerede så hurtigt. Man må så håbe på, at ministeren og resten af ministeriet har lyst til at høre mere.