Kataloger er en velsignelse i en tid med lukkede museer: et distancebesøg i udstillingen med masser af bonusinfo. På Glasmuseet i Ebeltoft fik man med forsinkelse åbnet glaskunstnerparret Monica Guggisberg og Philip Baldwins store installation Walking in the Void denne sommer – og forhåbentlig vil den snart være tilgængelig igen til og med 11. april.

Indtil da giver det god mening at kigge dybt i kataloget, fordi deres installationer af glasobjekter altid vokser ud af dybe funderinger af decideret kosmisk omfang. Værkerne er i sig selv dragende med deres organiske former og overflader udført med battuto- og inciso-teknikker, hvor man sliber gennem lag af forskellige farver for at skabe mønstre. Men der er mere. Meget mere.