På Teatret Svalegangens lille scene, der denne aften ikke er mere end en meter dyb, sidder en såret, midaldrende mand. Hans kone har været ham utro, og han kan ikke være i sig selv. Her på eksistensens urbund er manden (Martin Ringsmose) omgivet af en tom papkasse, en sur økomælk, en elkedel, en jagtbøsse, der som hos Tjekhov afventer at blive brugt, og så en dum, lilla stol, som fortjener at blive smidt med.

Ud af højtalerne, der er forbundet til en gammel cd-afspiller, strømmer Edward Elgars cellokoncert i e-mol. Og ser man godt efter, kan man endda få øje på den danske oversættelse af Arthur Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling (1818). Ham vender vi tilbage til.