Anmeldelse. Danefæ er noget så uventet som en topfornøjelig dramaserie om et arkæologægtepar fra Østfyn, der går i krig mod hinanden.

Scener fra arkæologernes ægteskab

Inden for manuskriptforfattergerningen taler man ofte om trojanske heste. Man laver det, man ved, publikum efterspørger, for eksempel en rå nordic noir-krimi, mens det, man faktisk ønsker at fortælle – det, man gemmer i hestens indre – i et tænkt eksempel er en dybfølt historie om kærlighedens muligheder eller mangel på samme på tværs af klasseskel i Vestjylland.

Den slags kan være nødvendigt, men i nogle tilfælde kan det også føles, som om vi bliver talt ned til som seere. I hvert fald er det enormt opkvikkende, når nogen pludselig vender bøtten og gør det modsatte, som det er tilfældet med den nye dramaserie Danefæ. Da den blev annonceret som et drama om et arkæologægtepar, der kommer professionelt op at toppes, nåede jeg lige at tænke, at det godt kunne gå hen og blive tungt. Men tværtimod. Det går langsomt op for en, at vi her får noget så sjældent på dansk grund som en dynamisk knaldroman-tv-serie, der er hurtigere på fødderne end det fleste.