Z – Monica Zetterlund. Medvirkende: Camilla Bendix. Iscenesættelse: Jan Hertz. Teatret ved Sorte Hest. Til 17. november.

Der findes situationer, hvor man må spørge sig selv: »Hvad er det, jeg ikke forstår her?« Sådan har jeg det med syngestykket (eller hvad vi nu skal kalde det) Z – Monica Zetterlund med Camilla Bendix som ene kvinde på scenen i Jan Hertz’ iscene­sættelse. Undertitlen Zetterlunds sange får kvindekrop burde give et praj,men ikke rigtig, nej, for kvindekrop havde sangene i forvejen.
OK, så. En kvinde på en intimscene præsenterer en håndfuld af de sange, der forbindes med den guddommelige svenske sangerinde Monica Zetterlund. Så langt, så godt. Eller hvad? En stor del af tiden forsøgte jeg at forstå, hvad stykkets skaber egentlig vil med sin kreation.
Først scenografien: et stejlt skrånende gulv med en lem midt i, lidt efterårsblade i den ene side, en rende med noget vand og et lille vindue, hvorigennem man kunne skimte pianisten Benjamin Nørholm Jacobsen samt en del æbler, der i et nummer også fungerede som mikrofoner, men ellers fremstod lidt malplacerede, selvom et af Zetterlunds store hits godt nok hed »Gröna små äpplen«. Måske derfor, måske not.
Dernæst dramaturgien. Det forventedes åbenbart af Camilla Bendix, at hun i stor stil rullede rundt på gulvet eller i ét væk kravlede op og ned ad den skrånende kulisse og på anden måde opførte sig, som om hun var med i et stykke fysisk krævende absurd teater, mens hun fra diverse uventede vinkler foredrog de trods alt fremragende sange, som tilmed var både musikalsk og meningsfuldt oversat til lejligheden af Ulrik Bencard. Fremmede aktiviteten forståelsen? Nej. Til gengæld distraherede den fra sangene.
Fint nok, at Camilla Bendix var blevet instrueret til med jævne mellemrum at pudse næse, det kan enhver jo få behov for, men hvorfor står hen i det uvisse. At få os til at forstå, at også skuespillere er en slags mennesker, der kæmper med de samme banale fysiske problemer som os andre? Det er ganske givet hensigten, at den barmhjertigt korte seance skal være så gennemført ucharmerende og rygende uerotisk, som tilfældet er. Hvilket i og for sig ville være okay, hvis ikke det var for sangenes tekster, der rent ud oser af charme og erotik. For nu ikke at tale om de mange stærke og ofte elegante melodier, Zetterlund havde så udsøgt sans for.