Risotto er en italiensk ret, der i sin grundform består af ris kogt i fond, og hvis tilberedelse er omgærdet af ortodoksi: Fonden, som risene koges i, skal traditionen tro tilsættes lidt ad gangen og under konstant omrøring. På den måde koger man risene jævnt og giver dem mulighed for at gnide stivelsen af hinanden. Det lyder fornuftigt nok, og fremgangsmåden har også produceret velsmagende risotto i århundreder, men som med så meget anden madlavning findes der andre måder at gøre det på.

Selv har jeg i en del år lavet risotto uden rigtigt at gide røre særlig meget rundt og er alligevel lykkedes med at få et glimrende resultat, men det er først på det seneste, jeg er gået over til en endnu mere uortodoks fremgangsmåde, der efter min mening giver et bedre resultat end den klassiske metode med selvpinerisk maratonomrøring. Kongstanken er, at man vasker risene i fonden inden tilberedning.