Hvad er en ascendant? Hvordan er det med planeterne i retrograd? Og er det egentlig fiskens skyld, hvis man græder lidt mere end normalt for tiden? Den slags spørgsmål søger svar, og intet mindre end 300 mennesker er mødt op foran Absalon Folkehus på Sønder Boulevard på Vesterbro for at blive klogere på astrologiens verden. Det er mandag, og det er regnvejr, men »en spirituel aften i stjernernes tegn« – som det formuleres på opslagstavlen foran den gamle kirke – er en vigtig begivenhed for en hel del. Jeg tæller en fem-seks mænd, men ellers er det yngre og stilsikre kvinder, the cool kids, der har fordelt sig langs langbordene i salen. Det er jo, påpeger aftenens arrangør, kvinderne, der sidder på stjernerne i disse dage. Marianne Gellert og Amalie Bendixen er aftenens værter. De er det, de selv betegner som spirituelle nørder, og de står bag podcasten Astropod, der ikke kun tager livtag med astrologien, også krystallerne, tarotkortene, håndlæsningerne og den holistiske filosofi er brugbar, når Gellert og Bendixen kortlægger verden.

»For en uges tid siden vandrede vi ind i fiskenes sæson, det tolvte og sidste zodiaktegn, og det har mange nok allerede mærket. Jeg græd mig igennem det meste af sidste uge,« indleder Marianne Gellert. Et zodiaktegn er, ifølge Google, et stjerne­tegn, og fisken er her, ifølge Gellert, en ganske følsom, empatisk og sårbar størrelse. Det er altså nu, man skal overgive sig til sine følelser, lyder opfordringen, og søge de mere meditative, drømmende og kreative energier. Og det er også nu, man så småt skal forberede sig på, at Merkur snart står i retrograd. Hun er iklædt lyserød pels og hvide plateaustøvler.