Fodbold er en mærkelig størrelse. I flyet fra København til Orly sad jeg bag et flot par, han noget ældre end hende. De bestilte cava og rødvin og lasagne og kyssede. Men da vi landede, og han fangede DR TVs signal på sin telefon, holdt han inde med kærtegnene. For den danske landspokalfinale mellem FC Midtjylland og OB 1.200 kilometer mod nordøst var gået i straffesparkskonkurrence, og vor mand i nålestribet viste sig at være striwet, altså OB-mand. Og så sad denne ellers forbilledlige mand pludselig og bankede i flysædet og peb som en hund og glemte alt om sin unge kone, da FC Midtjylland vandt, og alle vi andre for længst havde grebet vores håndbagage og forladt flyet.
Således har fodbolden det med at påvirke bevidstheder, men fodbolden påvirkes også. Det er jo derfor, Paris i morgen, lørdag, huser Champions League-finalen mellem to af turneringens historiske sværvægtere: Real Madrid med 13 titler, Liverpool med seks. I seks af de seneste ni finaler har enten den ene eller anden klub medvirket. Real Madrid er spækket med erfarne individualister, mens Liverpool er et velsmurt system af løb, pres, fart og offervilje. Real Madrid råder over sæsonens bedste spiller i Karim Benzema, Liverpool den næstbedste i Mohamed Salah. Det møde kan kun blive stort.
I 2018, da klubberne ligeledes tørnede sammen i Champions League-finalen, foregik det i skønne, grønne Kyiv, som jeg totalt mistede mit hjerte til den weekend. Det var dengang. Oprindeligt var det Vladimir Vladimirovitj Putins Sankt Petersborg, som skulle have afholdt årets største kamp i europæisk fodbold, men så invaderede han som bekendt Ukraine, og på en weekend udviste de europæiske fodboldmyndigheder mere politisk sensibilitet end de foregående 50 år tilsammen: Putin, Rusland og Sankt Petersborg var ude. Og Paris var inde.
Valget var næppe tilfældigt. Byen har således altid været fodboldens safe house. Det var her, verdensforbundet FIFA blev stiftet med blandt andet dansk deltagelse i 1904. Og det var her, journalisten Gabriel Hanot fik ideerne til både den årlige, individuelle kåring Ballon d’Or og Europa Cup-turneringen, som senere blev til netop Champions League.
Parisernes afgørende rolle i sportens udformning er ellers ikke lige til at se, hvis man ikke ved det. Blandt sportsjournalister findes en efterhånden slidt vittighed. Den lyder, at den ene eller anden storby emmer, nej syder, nej KOGER af fodbold før en stor finale. Fordi det aldrig er tilfældet. I de største værtsbyer går livet videre. Folk skal stadig på arbejde og til grønthandleren. Bevares, det tilrejsende fodboldcirkus findes i lommer: En snes, der synger på et torv. UEFAs plakater i lygtepælene. Et par halstørklæder i metroen.
I dag ankommer tusinder med fly fra Liverpool og Madrid, i morgen endnu flere. Stade de France i byens nordlige udkant har plads til 80.000 mennesker. Alligevel ville jeg lyve, hvis jeg skrev, at værterne glædede sig. Man kan endda argumentere for, at Champions League-finalen end ikke er ugens største sportsbegivenhed i byen, ikke for franskmændene i hvert fald. For ude mod vest, på det smukke Roland Garros, afholdes i disse dage de åbne franske mesterskaber i tennis, en anden (og noget mere distingveret) af sportsindustriens tilbagevendende mastodonter.
Fodbolden er engelsk i både sit æreskodeks og sin lettere afstumpede konservatisme. Den er argentinsk i sin faible for snedig snyd, italiensk i sin patos og tysk i sin iver efter at ville registrere og måle alting. Men den er ikke gallisk. Som om franskmændene stadigvæk, efter alle disse år, gerne lige vil se dette angelsaksiske monstrum lidt an. Vi har jo vores vélos, vores petanque og visse manerer, og så kommer de boldbanditter forbi med deres råben og skrigen. Og nu gør de det gudhjælpemig altså igen.
Liverpool vs Real Madrid lørdag kl. 21 på TV3+ og Viaplay.
Læs tidligere udgaver af Asker Hedegaard Boyes nyhedsbrev Bænkevarmer her.
