Psst..!
Jeg sidder i en toiletbås i Teater Republiques foyer. Der er helt mørkt omkring mig. Uden for den låste toiletdør står skuespiller Thomas Hwan (ham, der spillede kriminalassistent Alf i DR-serien Bedrag) og taler til mig. »Du er nødt til at stole på mig,« siger han. Kort efter går hele min krop i alarmberedskab. Jeg hører den klamme lyd af et kæmpeinsekt, der kratter sig vej hen over gulvet og ind under toiletdøren. Insektet rasler forbi mig og kribler op ad metalrøret bag min ryg. Så spreder det vingerne og borer sig ind i mit hoved med en svuppende lyd. FØJ!
Jeg sidder midt i lydfortællingen Vrede , den mindste produktion i Republique-teatrets historie. Der er kun én gæst ad gangen til forestillingen. Da jeg ankommer til teatret, er en journalist fra DR lige trimlet ud fra oplevelsen i toiletbåsen og ud i foyeren, hvor Thomas Hwan står sammen med forestillingens lyddesigner, Emil Bøll.
Del: