Hvordan laver man en værdig efterfølger til kæmpesuccesen The Legend of Zelda: Breath of the Wild fra 2017? Toere er altid svære, men når etteren er blevet kåret til verdens bedste spil (kæmpehittet The Last of Us er forvist til en ydmyg andenplads), og når selve Zelda-universet er næsten 40 år gammelt, virker det nærmest umuligt at lykkes at få en efterfølger til at leve op til forventningerne.

Nu er den længe ventede toer, Tears of the Kingdom, endelig udkommet, seks år efter forgængeren, fire år efter annonceringen og med en japansk apologetisk udsættelse i mellemtiden. Frygten for, at den blot ville være en mindre tilføjelse i rækken af Zelda-spil, der er udkommet siden 1986, er forduftet – og med god grund, for Tears of the Kingdom er ikke bare på højde med Breath of the Wild, men meget bedre.