Postkort fra Den Hvide By

Tel Aviv er på mange måder en vidunderlig by. Det er første gang, jeg besøger den. Den er på Unescos verdensarvsliste på grund af de mere end 4000 hvide, lave Bauhaus-inspirerede huse, primært designet af arkitekter, der forlod Tyskland i begyndelsen af 1930rne. Den Hvide By ligger ved havet med lange strande og strandpromenader flankeret af skyskraberhoteller, der skyder op som paddehatte. Strandpromenaden ender i den charmerende gamle havneby Jaffa med snoede gader og en park på toppen med formidabel udsigt over Tel Aviv. Midtbyen er fuld af alléer med træer og masser af caféer, restauranter, fristende boder med friskpresset juice, luksusbutikker. Ifølge Wikipedia bor her 435.000 mennesker, Den Store Danske siger 1,2 millioner, og det er nok et sted midtimellem, alt efter hvor meget udenom man regner med. Nogenlunde som København. Familiefædre leger med deres børn på legepladsen med en veganersandwich i hånden. Unge hipstertyper flyver forbi på de elløbehjul, der findes overalt og har været et meget brugt transportmiddel rundt i den pænt biltrafikerede by i årevis.

Her er med andre ord ret skønt, og i sidste uge, da jeg besøgte byen, var der festlig Gay Pride-parade gennem byen og langs strandpromenaden, som tydeligvis talte til et meget bredt publikum, unge, gamle, singler og småbørnsfamilier. Men samtidig var det en absurd oplevelse. For en kort køretur væk ligger Gaza, den største by i det palæstinensiske område, som man har kaldt »verdens største åbne fængsel«, fordi byen og adgangen til den kontrolleres af det israelske militær. Og en kort køretur væk ligger Vestbredden med de jødiske bosættelser. Alt det når jeg ikke selv at besøge, men jeg hører om det på den konference på Tel Aviv Universitet, som er mit ærinde med at besøge Tel Aviv. »Aktivistiske billeder og spredningen af utilfredshed/Activist Images and the Dissemination of Discontent« hedder den. Ud over en del udlændinge er talere og publikum israelske kunstnere og akademikere. De er alle pro-palæstinensiske og dybt deprimerede over at være blandt de mindre end fem procent, som de selv angiver det til, der interesserer sig for palæstinensernes sag og for at finde en løsning på den politiske konflikt og menneskelige ulykke, der i mange årtier har hersket her i området. De er også kede af, at arrangørerne har haft svært ved at finde talere, fordi så mange akademikere udefra boykotter Israel, så de føler sig også fra den side ret alene.