Klokken er 22, og aftenluften er varm og trykkende. »CHILDLIKELIVING« har nogen skrevet med hvidt kridt på glasdøren til Det Økologiske Inspirationshus i en baggård i Allégades forlystelseskvarter. Inde i det bæredygtige væksthus dufter der af halm og ler, og ved siden af trappeskakten snor en fem meter høj japansk vandtrappe sig op igennem bygningen. Vandet risler klukkende gennem hjerteformede stenskåle.

Vi er til en såkaldt plantesovekoncert arrangeret af den elektroniske musikfestival STRØM, som for 12. år i træk fylder byrummet med forskellige afarter af maskinmusik. Det er planter og ikke mennesker, der er aftenens egentlige solister. Vi skal overnatte i det frodige væksthus og lade os lulle i søvn af ambient plantemusik indtil næste morgen.