En liflig duft af bacon rammer ens næsebor på vej op fra morgensvømmeturen foran strandhuset i Antigua. Mill Reef-klubben er det perfekte covidrefugium, en afsondret tropeenklave, hvis vartegn er en sukkermølle samt det milelange rev, som holder større fiskerovdyr ude og gør bugten til klodens skønneste naturskabte svømmepøl. Havet er lunt og salt. Der er ingen slanger i paradiset, krybet er for længst fortæret af de arrige små rikki-tikki-tavier, desmerdyr, som englænderne importerede for at hindre rottegnav i sukkerroerne.

Handelsvinde suser gennem kokospalmerne og blæser løbske bakterier væk, så obligatoriske ansigtsmasker nærmest virker overflødige. Antigua lever af turisme. Skønt alle øens skoler er covidlukket, har åbne hoteller og private klubber formået at holde smitten på afstand med drakoniske testkrav og social afstandtagen. Hele husholdningen er vaccineret, og selv fik vi vort andet Pfizer-skud dagen før afrejsen fra New York. Man påskønner at have lugtesans og smagsløg i behold her i uvirkeligheden, hvor smagsindtryk går op i en højere enhed med opalchangerende vande og smaragdglinsende kolibrier, der suger nektar fra rubinrøde bougainvilleaer.