Jeg er vokset op med, at et seksuelt overgreb i en fiktion fungerer som et effektfuldt virkemiddel til at drive plottet, der handler om noget andet, videre. En voldtægt var i 90erne og 00erne et eksotisk krydderi, man som filmskaber kunne drysse ned over sin historie, hvis et vendepunkt ikke var dramatisk nok. I krigsfilmene var det en uskyldigt-udseende kvindelig statist i baggrunden, og i socialrealistiske film var det hovedkarakterens kone, søster eller mor, der blev voldtaget for at intensivere mandens kamp for en retfærdighed. Det eneste popkulturelle produkt, jeg husker, der lader en hovedkarakter blive voldtaget og efterfølgende lader vedkommende håndtere hændelsen selv, er da den paralyserede Beatrix Kiddo i Kill Bill bliver »lånt ud« til hospitalslægens venner, og den dag, hun igen kan bevæge sig, bider tungen af en af voldtægtsmændene og stikker en kniv ind i maven på ham, inden hun rejser sig fra hospitalssengen. Jeg elskede den scene, for der var i det mindste katarsis, men ... nem katarsis.

I Sex and the City var der til gengæld ikke et eneste overgreb med, selvom serien handlede om fire (dengang sagde vi forskellige, nu siger vi ret ens) kvinders forhold til sex i New York. Det er jo nærmest morsomt at erkende, fordi serien blev hyldet for at vise (rige, hvide, Manhattan-) kvinders seksualitet med alt, hvad den indebærer.