Der er noget besnærende og besværligt ved at se Nicolas Winding Refns nye neon noir-serie, Copenhagen Cowboy. En del af mig frastødes: Skal jeg virkelig starte året med sådan en brutalt selvsmagende og voldsæstetiserende maskulin fantasi? Hvad vil Refn vise mig, han ikke har vist før? Men så er der øjeblikke, hvor jeg fortaber mig i de sammensatte portrætter, der indimellem vrister sig fri af det glatte, symbolladede univers. Hvor serien med sit visuelt overlegne og lydmæssigt kvalme formsprog faktisk kryber under kødet og tildeler næsten Pusher-agtige stød i mellemgulvet. Dem skal man nyde, for Copenhagen Cowboy kan ellers føles lidt som en stiliseret ørkenvandring.

Refns nye »heltinde« hedder Miu, der, klædt i 80er-futuristisk royalblåt tracksuit og silhuetskabende pufpuf-vest, bevæger sig gennem Storkøbenhavns kriminelle underverden. Hvem er den androgyne lykkemønt Miu, som efter sigende bringer held, liv og død? Det er svært at sige. Oftest fungerer hun som et spinkelt bygget fartøj, der transporterer seeren mellem seriens miljøer. På bordellet styrer søskendeparret Andrej og Rosella med hård hånd de prostitueredes liv i hvert sit helvedeshus.