Om boykot og apfelstrudel

For et par dage siden trådte PENs amerikanske præsident, Dinaw Mengestu, tilbage på grund af en artikel om boykot af jødiske og israelske forfattere i kølvandet på Gazakrigen, og jeg blev interviewet om situationen. Hverken Mengestu eller jeg er ofre i den blodige konflikt, der nu i næsten tre år har raset i Mellemøsten og kostet titusinder af kvinder og børn i Gaza livet, gjort hundredtusinder af palæstinensere og libanesere hjemløse, kastet israelere ud i sorg over ofrene for massakren den 7. oktober og stadig er årsag til, at krigsdøde begraves i Iran og adskillige Golfstater. Disse mange menneskers lidelser er uendeligt meget værre end mine og Mengestus problemer, hvilket ikke forhindrer mig i at give lidenskabelige interviews eller ham i demonstrativt at træde tilbage fra sin stilling, som om vores ord og handlinger kunne afgøre verdens skæbne. Hele denne anspændte situation får mig sært nok til at tænke på et gammelt stridsspørgsmål mellem min mor og hendes underbo. Jeg kan allerede nu afsløre, at konflikten begyndte med nazister, men endte med en dessert.

DA JEG VAR dreng, havde vi et sort klaver stående i dagligstuen. Mine forældre spillede aldrig på det, og selvom min bror og søster gik til klaverundervisning, fik ingen af os nogen særlig glæde eller gavn af det. Klaveret stod der bare, ene og forladt, i over halvtreds år, og vi gav det først væk, da min mor døde. I alle de halvtreds år spurgte jeg aldrig mig selv, hvorfor klaveret, som ingen nogensinde spillede på, stadig stod i stuen. For mig var det et mindesmærke af sort træ for min mors store kærlighed til musik, et monument, en garanti for, at ingen af familiens gæster kunne være i tvivl om, at familien Keret ikke kunne leve uden musik.