Avlsdebut. Det har været belastende at stå i skyggen af makkeren Frederik Cilius, der tager al Kirsten Birgits stjernedrys. Men nu hvor Rasmus Bruun har vundet en international filmpris for sin rolle i Sankt Bernhard Syndikatet, er det lille kompleks et overstået kapitel.
Nuancer af Bruun
Første gang jeg mødte Rasmus Bruun, var hans hår og øjenbryn til min store overraskelse hvidere end Trumps tænder og Danske Banks foretrukne vaskeprogram til penge.
Han var gæstebartender på Toga Vinstue i Indre By sammen med makkeren Frederik Cilius, hvor de små tilrøgede lokaler var pakket med fans, der ville se et glimt af stemmerne fra satireprogrammet Den Korte Radioavis. Jeg prøvede at gøre mig bemærket ved at bunde gin-shots, inden jeg få dage senere var indkaldt til optagelsesprøve til jobbet som praktikanten, der skulle aflaste dem med at skrive de daglige nyheder.