Nessun dorma

Nyankomne til Puccinis sidste opera, Turandot, har med stor sikkerhed på forhånd tenorarien »Nessun dorma« i tredje akt at glæde sig til. De må blive urolige, når orkestret i anden akt intonerer den skønne melodi, og sangeren ikke springer på, men bare småpludrer. Da der så i slutakten blændes op for vidunderet med konstateringen »Ingen må sove«, falder lyksaligheden på plads – men ikke på scenen. Vi er i Peking, hvor prinsesse Turandots brutale politi i den dystre nat gennemtrawler byen for at finde navnet på den ukendte prins, der har vundet over hende i gådegætning. Kun en lille slavepige, Liù, kender navnet, og hun begår selvmord for at beskytte Calaf, som prinsen hedder.

Med hendes død indhenter døden også Puccini. Han dør i 1924 af halskræft på et hospital i Bruxelles. Den store kærlighedsduet mellem eventyreren Calaf og hævnersken Turandot får han ikke komponeret. Kollegaen Alfano flikker en musicalagtig finale sammen efter Puccinis skitser. Den kommer fejende flot hjem på Malmö Opera, udspillet i en stor gelænderscenografi, der godt kunne være sejlet ud på det dybe med Titanic. Happy ending, jovist, men Puccini kunne simpelthen ikke komponere jubelfinale for to egomanikere. Hele hans oeuvre havde været brolagt med kærlighedsduetter mellem ordentlige mennesker. Kræften lagde ham i graven, men den var gravet for længst af det iskolde eventyr om den nådesløse Turandot.