Når Dylan insisterer

Helt oppe foran scenen er der god ro og orden, da Bob Dylan og hans band går ind på Orange Scene. Folk er ret tavse, formentlig i chok. Det er, som om vi står og glor durk ind i en teleport, klar til rejsen, vi skal tilbage til begyndelsen, til 1962, og så tager vi op gennem 60erne, videre endnu, forhåbentlig gør vi et længere ophold i 1975, og så har vi tænkt os at springe elegant over 80erne og bevæge os op gennem 90erne. Men nej, pedal steel-spillerens iPad på node­stativet minder os om, at vi faktisk er i 2019, vi er på Roskilde Festival, det er onsdag, klokken er otte, og vi skal ingen steder.

Bob Dylan sætter sig bag klaveret, og der har han tænkt sig at blive. Herregud, han er 78, lad ham bare blive, tænker jeg. Det er her, jeg begynder at blive overbærende. Han kan slippe af sted med alt i dag, efter alt, hvad han har gjort for ungdomsoprøret, musikhistorien og så videre.