Når de døde vågner

Blandt det 20. århundredes fem største operakomponister kan alle blive enige om, at Giacomo Puccini (1858-1924) og Benjamin Britten (1913-1976) skal tælles. At Britten decideret ikke brød sig om Puccinis musik, ændrer ikke det faktum, at de begge er ubestikkelige præcisionskunstnere, deres operaer er efterspændt med en svimlende omhu. Men mens englænderen helst valgte sine emner blandt litterære mesterværker, Herman Melvilles Billy Budd, Henry James’ Skruen strammes og Thomas Manns Døden i Venedig, var italieneren for det meste forgabt i skuespil, der var gået over sidste salgsdato og kun kunne reddes af musik. Victorien Sardous La Tosca, David Belascos Madame Butterfly og Pigen fra det gyldne Vesten.

Henry James’ tvetydige spøgelseshistorie Skruen strammes fra 1898 får af Benjamin Britten i samklang med librettisten Myfanwy Piper to spøgelser gjort til reelle gengangere og ikke til en psykose hos en nervesvækket guvernante. Hun er omdrejningspunktet for dramaet, ansat af en mystisk onkel til søskendeparret Miles og Flora, som skal leve beskyttet på det afsides gods Bly.