»Jeg ville hellere dø end blive set i en minkkåbe,« fnøs ens tidligere selv med ungdommeligt hovmod, mens man som ung oliekone fulgte med sin skotske ægtemage rundt i tredje verdens hede ørkner og jungler, hvor det sidste, man kunne have haft brug for at tage på kroppen, var et pelsdyr. Dengang i tresserne hang der i ens øjne en billig aura af fisefint pral og »m’as-tu vu?« (Har du set mig?), som franskmændene siger, over dette eksklusive pelsværk. Der var noget »holdt kvinde« i at gå på Strøget iført mink, aldrig i livet ville man selv være »sådan en i minkcoat«, selv hvis man langt ud i en hollywoodsk fremtid rent faktisk skulle få råd til en så vederstyggelig luksus.