Psst..!
Mere end blot musik
Tirsdag markerede Roskilde Festival afslutningen på de tre introdages Arts & Activism-program ude på teltpladsen og ferniseringen på programmet inde på musikområdet med en fernisering. Omkring tusind personer er og har været involveret i at stable mere end 70 arrangementer og kunstproduktioner på benene i den samlede uge i grænsefeltet mellem kunst, aktivisme, deltagelse og holdningsbearbejdning. Den Europæiske Organisation for Højenergifysik, CERN, har i optaktsdagene arrangeret fysikworkshops. Foran glas med skumfiduser i tøris og fluorescerende gin-tonics og store grupper af videnskabsinteresserede festivalgæster møder jeg Connie Potter fra CERN. »Vi har optrådt på masser af museer og videnskabsmesser. Men der taler vi ofte for de allerede omvendte. For mig har det været en øjenåbner at få fat i så mange unge her, i en helt anden kontekst. Den første besøgende, vi fik, var en ung mand, der var helt nøgen. Men han blev en halv time og stillede en masse vidende og interesserede spørgsmål,« siger hun begejstret. Ferniseringen starter foran schweiziske Claudia Comtes instagramvenlige ikonværk centralt på pladsen. Gigantiske træstammer staver ordene ME WE, oplyst af led-lys om natten, så alle mindes om sammenhold og fællesskab som Roskilde Festivals bærende værdier. For kunsten skal – bogstaveligt talt – tale med store bogstaver, hvis den skal indtages, når de 100.000 deltagere myldrer rundt om den. I år udnyttes de store billedtavler i siderne af Orange Scene konsekvent til at vise en form for kunst. Efter hver koncert spilles et værk af italienske Danilo Coreale. Mens han forsøger at få ild på sin smøg i den stive blæst, fortæller han mig, at det er den største skærm, han har været ude for i sin karriere. Han har samlet en masse Big Data-informationer, som glider hen over skærmene i et flow: Hvor mange kysser i dette øjeblik? Hvad vejer en regndråbe i gennemsnit? Hvor mange immigranter har Danmark accepteret i x årstal?
I Art Zones centrale pavillon House of Chroma kan man møde den brasilianske queermodstandsbevægelse, eller man kan høre norske Sissel Tolaas fortælle om sit duftkunstværk i Glorias forrum. Her kan man lugte til hundrede indsamlede og delvist kunstigt rekonstruerede dufte fra hele verden: alger fra Amazonas, svovl fra Kilimanjaro, aftershave fra Istanbul. Projektet er en del af den danske kurator Solvej Helweg Ovesens »Sensorium«. Man kan også slukke sine tømmermænd med portugisiske Marisa Benjamims afrusende Eau Florale eller dykke ned i sydkoreanske Anne Duk Hee Jordans sanselige undersøgelse af, hvordan havets dyr besidder en seksualitet og en kønnethed, der er langt mere flydende og varierbar end den måde, vi mennesker hidtil har tænkt på slige emner.
Del: