Kommentar. Den, der taler mest om dyden, tror selv, han overholder pligterne.
Menneskesyn
Man kunne tro, at »menneskesyn« var et uskyldigt ord, men nu hører man ofte den ene debattør hvæse ad den anden for at have et forfærdeligt menneskesyn – som om det var noget, man lige kunne skifte ud ligesom synet på højere eller lavere skatter. Det skyldes naturligvis, at »menneskesyn« ofte er politiseret. Hvis man tror, mennesket er en »rational man«, alene interesseret i økonomi, så er chancen stor for, at man er liberalist (eller socialist). Hvis man derimod mener, mennesket mindst i lige så høj grad er interesseret i anerkendelse, kan man ikke forvente, at nok så megen indtjening eller velfærd vil gøre mennesket tilfreds. Hvis man mener, mennesket er defineret ved sin identitet, så vil man ofte politisk styrke de sociale grupper eller sekter, der kan bekræfte denne identitet. Hvis man mener, mennesket er født godt og bare igen og igen bliver spoleret af samfundet, så er det nærliggende, man mener, at samfundet skal ændres for at understøtte og værne om denne oprindelige godhed. Hvis man derimod mener, mennesket er født syndigt, vil man have en konservativ tendens til at støtte stærke institutioner til at inddæmme dets farlighed.
Disse menneskesyn er hver for sig simplistiske indtil det latterlige. Virkelige mennesker er sammensatte, har mange vidt forskellige ønsker, relationer, nykker, idiosynkrasier og hadeobjekter. De er i stand til forbløffende åndelige indsatser, afgrundsdybe tåbeligheder, generøse hjælpeindsatser og forfærdende ondskab. Ofte samme dag. Der er kort sagt brug for et betydelig mere facetteret menneskesyn, der omfatter samtlige de nævnte reduktionistiske varianter – og flere til.
