Meget mere end muser

I 1920rne begynder Claude Cahun, der er født som Lucy Schwob, at fotografere sig selv i alverdens androgyne, selviscenesatte roller i samarbejde med kæresten Suzanne Malherbe, der kalder sig Marcel Moore. Leonora Carrington maler sig selv i 1937 som en ung adelsmand i stramme ridebukser og flagrende hår omgivet af fabeldyr. Leonor Fini maler i 1940rne nøgne, sårbart sovende, kønne unge mænd omgivet af skræmmende kvindeskikkelser med pels, abetræk eller kentaurkrop. Bridget Tichenor kalder sit billede fra 1956 af en gruppe på otte slørindhyllede, aflange væsener, der ligner en blanding af mumitrolde og burkaklædte spøgelser, for Surrealisterne/Specialisterne.

I ingen anden kunstnerisk avantgardebevægelse spillede kvinderne en så vigtig rolle som blandt surrealisterne. Som motiv, muse og fantasi for de mandlige kunstnere, ja det er velkendt. Men i høj grad også som udøvende kunstnere. Den del af kunsthistorien har der bare ikke for alvor været fokus på før nu. I de seneste ti år har kunstnere som Claude Cahun, Frida Kahlo, Louise Bourgeois og Meret Oppenheim imidlertid været i høj kurs verden over. Herhjemme var Cahun med på Louisianas udstilling Avantgardens Kvinder i 2012, og Kahlo har været vist på Arken. Carrington blev præsenteret med en stor udstilling i 2015 på Tate Liverpool, Dorothea Tanning på Reina Sofía i Madrid og Tate Modern i 2018/19, og sidste år viste Centre Pompidou og Tate Modern en kæmpe udstilling med fotografen Dora Maar.