Med snotten i skærmen

SAGEN KORT: Hvert år bruger vi i gennemsnit 338 færre ord om dagen. Det viser et forskningsprojekt fra University of Arizona med mere end 300.000 lydoptagelser, der strækker sig over årtier og flere forskellige lande. Forfatter, foredragsholder og skuespiller Lotte Heise gør, hvad hun kan, for at bremse udviklingen.

– Lotte, undersøgelser viser, at vi mennesker snakker mindre og mindre. Er det noget, du har bemærket?

»Ja, ja. Det er da klart. Alle folk sidder med snotten i deres fucking mobiltelefoner. Nu ved jeg ikke, hvor meget tekst du har plads til, så jeg skal prøve at lade være med at holde en tale på en time. Men jeg har en mission.«

– Hvad går din mission ud på?

»Når jeg kører i offentlig transport, og det gør jeg tit, for jeg har ikke noget kørekort, så kigger jeg på de ensomme børn, som sidder helt alene i klapvognen, mens mor eller papa sidder med snotten i telefonen. Alle børn smiler til mig, måske fordi jeg udstråler venlighed. Og så siger jeg med en høj og klar stemme: 'Det er også meget sjovere at smile til nogen, man ikke kender, når mor og far sidder med snotten i mobilen.' Nogle gange skal jeg faktisk sige det to gange, før forældrene opdager det.«

– Hvordan reagerer de?

»De bliver flove. Nogle af dem siger: 'Haha jeg skulle lige tjekke noget,' og ved du hvad, de skulle ikke tjekke en skid, de sidder bare og scroller for at se, hvornår der er en kage, der er latterligt bagt, eller en mand, der barberer sig forkert eller whatever the fuck. Men jeg har også en anden mission.«

– Hvad er det?

»Når jeg sidder i et tog, og der sker noget uforudset, som ikke har noget med mig at gøre. Det kan være toget, der laver et højt brag. Så siger jeg: 'Gud fri mig vel, lad os satse på, de kører, selvom det er DSB,' og så begynder nogen at grine, og lige pludselig er der måske nogen, der snakker sammen. Man kan sagtens ændre verden, hvis man vil.«

– Hvorfor er det din mission at ændre verden?

»Fordi jeg gerne vil have, at folk skal have det bedre. Og at vi skal komme hinanden ved.«

– Hvorfor tror du, at vi taler mindre?

»Fordi vi har de der telefoner.«

– Er det virkelig så simpelt?

»Nej, det er ikke kun telefonerne, men det er i høj grad dem. For 20 år siden havde folk ikke nogen skærm at flygte ned i, når de stod i køen i supermarkedet. Nu er køen blevet en form for gadeteater for mig. Ved du, hvad gadeteater er? Hvor gammel er du, Emil?«

– 32.

»Gud, du er jo et barn! Jeg er dobbelt så gammel som dig. Jeg er 66 år. Hvor kom jeg fra?«

– Supermarkedskøen.

»Ja! Dengang jeg blev skuespiller, lavede jeg rigtig meget gadeteater. Det er sådan en måde at tjekke, om du er god nok, for hvis du ikke er det, så går folk bare videre. Det er megahård træning. I køen kan de så ikke smutte nogen steder hen, men folk bliver enormt glade, når man står og snakker lidt. Der skal virkelig lidt til.«

– Hvornår taler vi for meget?

»Jeg taler tit for meget. Men jeg er blevet meget bedre. Men det, der sker for folk, når de taler for meget, det er typisk, at de ikke siger særlig meget normalt, og så lige pludselig trykker man på en eller anden byld, og så vælter det hele ud. Det ville være bedre, hvis det kom ud i små doser.«

– Hvornår taler vi for lidt?

»Det synes jeg, vi danskere gør generelt. Det er enormt synd. Hvis du for eksempel kommer forbi en legeplads og ser to kvinder med tørklæde og deres mænd og børn, så er der meget mere gang i den. Jeg har en veninde, som er iraner, og når hun holder fest, så kommer der en masse kvinder fra Iran og Palæstina – alle sammen meget smukke, det er ret irriterende – og de drikker ikke, men de snakker og griner og larmer. Danskerne taler først efter hovedretten, når de har fået nok vin til at smide hæmningerne.«

– Hvad betyder det for vores samfund, hvis vi taler mindre og mindre sammen?

»Jeg tror, der er enormt mange mennesker, som bliver ensomme. Og derfor bliver telefonen endnu vigtigere for dem. Alle de der undersøgelser, du citerer, du skulle måske hellere citere den, der handler om, hvor mange unge der er ensomme.«

– Kan man ikke også sige, at der er mere og mere snak via teknologien? De sociale medier er fyldt med influencere, der sidder og taler til en skærm, medierne er fyldt med samtalepodcasts…

»(Prutlyd med munden) ... Nu er jeg jo heldigvis 66, så jeg kan godt trække det der 'jeg er en meget bitter gammel dame'-kortet, som jeg tit gør. Men jeg kan slet ikke have det. De siger jo ingenting de der kvinder, der ligner nogen, der er gået ind i en dør med læberne og har fået hamsterkinder, fordi de har fået botox, fra de er 14. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hver gang man har slået en prut, skal man lægge det op på sociale medier.«

– Har du altid selv talt meget?

»Jeg kommer fra en familie, hvor alle taler meget. Altså når vi har fætter-kusine-fest, så skal man nærmest række hånden op. Og det er ikke, fordi folk bare sidder og ævler. Alle taler om ting. Vi taler om noget. Det samme med mine venner. Når jeg har middagsselskaber, og det har jeg tit, så taler vi aldrig om en eller anden serie i fjernsynet. Det nægter jeg. Vi snakker om ting.«

– Hvad taler I så om?

»Ting, der er vigtige. Det kunne være Israel-Palæstina-konflikten. Eller unge. Eller velfærd. Det taler vi tit om, for min mor er handicappet. Eller nogens nye arbejde. Jeg kommer fra en familie, som taler mere end gennemsnittet, og det er jeg meget stolt af.«

– Hvad er dit bedste råd til folk, der gerne vil tale mere?

»Hvis man taler for lidt og egentlig gerne vil tale mere, så er det nok, fordi man er bange for at få ordene ud af sin mund. Bange for at sige noget uinteressant. Så skal man huske, at der ikke findes dumme spørgsmål. Og at det i de fleste former for kommunikation er ret godt at starte med et spørgsmål. Og så vil jeg gerne dele mit yndlingscitat, som jeg selv har fundet på for 280.000 år siden. »Hvis nogen synes, du er for meget, så er der rimelig stor sandsynlighed for, at de selv er for lidt.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.