Man skal være lavet af sten – eller af blik – hvis ikke ens hjerte folder sig ud som en blomst af at flytte ind i Jon M. Chus maksimalt forførende hitmusical Wicked.

At se værkets to dele, hvoraf den sidste har premiere nu, er som at spise overdådige flødeskumskager skyllet ned med mere end rigelige mængder absint, vandrende afsted på regnbuer og gule brolagte veje ind i en mørk verden, hvori kategorierne »god« og »ond« er så kraftfulde, så forførende forfærdende og så belejligt skabt til at rive bukserne af os, hvis ikke vi ulejliger os med at se op.