Siden fotografiet for omtrent hundrede år siden fik etableret sig med institutioner, genrer og professioner, har man groft sagt skelnet mellem to sider af mediet: at registrere virkeligheden sagligt og rationelt – det gælder for eksempel det journalistiske og det videnskabelige fotografi – og så den side, hvor det magiske, iscenesættende og grafisk eksperimenterende blev prioriteret eller: fotografiet som kunst.

På mange måder er det en helt forkert og kunstig skelnen, der går imod fotografiets muligheder og medie­mæssige fascinations­kraft, og som på ingen måder prægede mediets tidligere pionerer. I de senere år har mange yngre kunstnere netop fundet tilbage til og dyrket nogle af disse mere dobbelt­tydige sider af fotografiet, som havde så stor gennemslags­kraft i mediets tidlige år. Vi har for eksempel set Nicolai Howalt anvende analoge teknikker på gammelt foto­papir eller lave abstrakte fotografier med Niels Finsens lys­terapeutiske linser fra slutningen af 1800-tallet.