Jazzificeret. Londons voksende betydning for jazzen er også historien om en genre, der gennemgår en demokratisering.
Lyden af London
Der er en Verner Pantonsk fornemmelse over scenen. Det draperede bagtæppe, væg til væg-tæppet og den høje seng med plyspuder og underbelysning er alt sammen badet i et lyserødt skær.
De 60er-futuristiske kulisser er ganske vist et levn fra det teaterstykke, der fandt sted tidligere på aftenen, men de seks musikere fra London med keyboardspilleren Joe Armon-Jones i front har omdannet salen i Teater Momentum i Odense til et rumskib. Den astrale himmelfart drives frem af publikums taktfaste klappen. Et tungt svingende basgroove suppleres af utålmodige trommesynkoper og skæve akkorder fra det rumklangsbelagte Nord-keyboard, mens en tobaksru rastavokal fører an med en tomandshornsektion lige i hælene. Det seks mand store orkester har ved koncertens afsluttende nummer fået vekslet publikums begejstrede tilråb til en fuld sal på benene. Flere følger velvilligt opfordringen om at indtage scenegulvet. Salen svajer.
Del: