Luft

Fredag 17. maj 2019, kl. 9.36. Det regner. Jeg vågnede af vækkeuret lidt over syv. For tiden spiser jeg ikke morgenmad, så jeg rejste mig fra sengen, gik ud og lavede en kop instantkaffe og satte mig hen til computeren. Det er hurtigt blevet en vane for mig ikke at spise morgenmad, og det er en vane, jeg er blevet glad for. Vaner udgør det meste af et liv. Man skal gentage en ting meget få gange, det kan være en bevægelse med hånden eller en måde at grine på, før det bliver til en del af vanerne. De fire elementer tilhører også vanernes verden. Måske udgør de endda det mest vanemæssige, der overhovedet findes, så symbiotisk forbundne og betingede af sollys, vand, luft og jord, som vi er. Vi opdager nærmest ikke deres flydende, livgivende strømme ind og ud af vores kroppe. Og måske gælder det mest af alt luften. Den luft, vi ånder ind og ud af lungerne, fra vi fødes til vi dør. I grunden er det vel ikke så mærkeligt. Den er hverken en glødende kugle på himlen eller bølger, der slår ind på stranden, den er der bare, gennemsigtig og allestedsnærværende, næsten som om den ikke eksisterede.

I dag er store bededag. Det er en af flere helligdage i det danske forår, og den blev indstiftet i 1682 på initiativ af Hans Bagger, biskop af Sjælland. Dagen har rødder i ugentlige bede- og fastedage tilbage fra før Reformationen; når landets kirkeklokker aftenen inden store bededag ringede i 1600-tallet, var det tegn til, at al merkantil handel skulle ophøre, kroerne lukkede, og folk gik hjem og forberedte sig til morgendagens kirkegang. Arbejde, leg og spil var ildeset. Det er for at sige det mildt et andet scenarie end det, der udspiller sig på denne store bededag, 17. maj 2019, hvor byens barer vil være åbne og fulde af mennesker, hvor Brøndbys fans marcherer gennem København på vej til pokalfinalen i Parken som en gulblå hær med kanonslag og slagsange, og hvor min nærmeste 7-Eleven står og lyser på Nørrebrogade som et kapitalistisk tempel for de senmoderne afguder – fuldkommen upåvirket af fortidens fasteritualer og hellige bededage. Vi lever i sælsomme, rodløse tider. Og ligeledes sælsomme er de helligdage og traditioner, vi rent faktisk stadig praktiserer; julen er som bekendt ikke hjerternes, men finansernes fest, og det samme gør sig gældende for de amerikanske traditioner, halloween, Valentine’s Day og Black Friday, der på mystisk vis, i nattens mulm og mørke, blev fløjet over Atlanten og gjort til vores.