Kyndelmisse

Dagen i dag, 2. februar, kaldes stadig kyndelmisse (Kjørmes Knud), der er en fordanskning af »Missa Candelarum«, navnet på den katolske lys- og renselsesmesse. Det kan måske virke lidt fortærsket at blive ved med at fremhæve dette levn fra den katolske tid, også selvom dagen levede videre som helligdag frem til Helligdagsreformen i 1770. Men for de fleste kendere af Blichers »Det er hvidt herude«, hvor »Kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård«, og Aakjærs »Sneflokke kommer vrimlende«, der slutter med et »Og nu kom Kjørmes-knud!«, er denne dag ikke bare en tilfældig vinterdag.

Det var den heller ikke i det gamle landbosamfund. Kyndelmisse blev opfattet som midvinter, midtpunktet mellem vinterens begyndelse og forårets komme, henholdsvis 1. november og 1. maj. Denne dag skulle man have mindst halvdelen af vinterfoderet i behold. For selvom lyset tog til og foråret nærmede sig, var der alligevel lang tid til, at dyrene kunne komme på græs igen – og endnu længere til næste høst. I det gamle, selvforsyningsbaserede bondesamfund betød magre lagre sult og afsavn, at dyrene risikerede at dø eller i bedste fald at skulle bæres afkræftede ud til det omsider fremspirende græs hen på foråret.