Kultur­anbefalinger

Streaming

Fortællefryd

Wes Andersons unikke animationsfilm Fantastic Mr. Fox er baseret på den britiske forfatter Roald Dahls bog med samme titel, og i fire nye kortfilm på henholdsvis 37 og tre gange 17 minutter udforsker den amerikanske filminstruktør forfatterskabet yderligere.

I en af dem, The Wonderful Story of Henry Sugar, hører vi historien om en velhavende brite, der bliver manisk besat af at tillære sig røntgensyn af en indisk guru – hvilket kræver enorm selvdisciplin og mange års træning – så han kan se gennem spillekort og blive endnu rigere ved at vinde i blackjack.

Anderson skulle efter sigende have brugt halvdelen af sin karriere på at finde ud af, hvordan han skulle filmatisere historien. Det har han løst på bogstavelig teatralsk manér med tydelige kulisser og rekvisitter samt konstante brud på den fjerde væg.

Filmen sprudler af legesyg fortælleglæde og bliver fortalt så forpustende hurtigt, at det kræver ens fulde, ubetingede opmærksomhed for at følge med. Ud over at være et billede på imperialistisk rovdrift ender det hele som en metakommentar til vores samtids forsvindende evne til at fordybe sig i andet end skærme. Paradoksalt nok tvinger Anderson os til netop det, da også de tre andre kortfilm er værd at bruge sin dyrebare (skærm)tid på.

The Roald Dahl Collection, Wes Anderson, Netflix.

Podcast

Kulturkritik

Hvorfor bliver tv-seere tiltrukket af tåkrummende udsendelser, der udvisker virkelighedens grænser, som cringe-kongen Nathan Fielders The Rehearsal? Hvordan har Elon Musk ændret vores syn på techmogulerne som verdens superhelte? Og hvad har gjort Taylor Swift allestedsnærværende i vores popkultur?

Det kan man nu få svar på, hvis man lægger øre til den ugentlige rundbordssamtale mellem tre af USAs dygtigste kulturkritikere i skikkelse af Vinson Cunningham, Alexandra Schwartz og Naomi Fry. De arbejder alle tre på The New Yorker, og særligt sidstnævnte er leveringsdygtig i forunderlige hot takes.

Det er højpandet, men samtidig lystigt, hvorfor det aldrig bliver kedeligt. De tre værter skåner ingen, og tilsammen har de en uhyggelig præcis evne til at sætte velreflekterede ord på kulturelle fænomener og tendenser. Det er et pragteksempel på, hvordan vi bedre kan forstå vores verden med kultur som prisme. Alt i alt er det faktisk, præcis ligesom når der bliver diskuteret Gift ved første blik i frokostpausen på Weekendavisens redaktion.

Critics at Large, The New Yorker, Spotify, Apple Podcast etc.

Koncert

Melankolimajestæt

Det britiske musikvidunder King Krule har aldrig været bleg for at konfrontere de mørke følelser i livet. Som bare 15-årig skrev Archy Marshall, som hans borgerlige navn er, sit gennembrudshit »Out Getting Ribs«, der bliver indledt med teksten: »And hate runs through my blood/ Well, my tongue was in love/ But my heart was left above.«

Med tiden er hans poesi kun blevet mere forfinet og samtidig forpint. Gennem tre album har han ladet en tårefremkaldende tristesse flyde og forsøgt at overkomme den med brusende, destruktiv vrede. Det har resulteret i dybt original indierock, der er sløvt jazzet og inderligt punket på en og samme tid.

På sit nye album, Space Heavy, virker den nu 28-årige Marshall til at have forliget sig mere med tilværelsen, mens han har lagt en smule af sin indædthed til side. Dette forstærker kun melankolien og følelsen af eksistentiel rådvildhed.

King Krule spillede sidst i Danmark i 2017, og snart er han tilbage i København, hvor den første af to koncerter er udsolgt. Det er altså bare om at få købt en billet, så man også kan opleve den argentinske saxofonist Ignacio Salvadores, der har fyldt gradvist mere på Marshalls diskografi. Han spejler den dybe vokal, og sammen veksler de lydefrit mellem det raspende og fløjlsbløde og skaber en unik klang, som vil krænge hele følelsesregisteret, som King Krule rummer, ud i Store Vega.

King Krule, Store Vega, 23. og 24. oktober.

Streaming 

Menneskemissil

En solrig septemberdag i 2011 stod jeg på toppen af Geels Bakke nord for København i en øredøvende larm fra hujen og banken i barriererne, som jeg knap kunne se over, mens cykelrytterne susede forbi på den anden side. Den dengang 26-årige brite Mark Cavendish hamrede forrest over målstregen og sikrede sig sit første og eneste verdensmesterskab i landevejscykling. Det var det første cykelløb, jeg nogensinde oplevede, og mit drengesind var derfra evigt optaget af »The Manx Missile«, som var nem at holde med, for han blev bare ved og ved med at vinde. Indtil det pludselig stoppede.

Dokumentaren Never Enough fortæller historien om Cavendishs karriere fra tinderne som verdens bedste og mest vindende sprinter til den mørke depressive spiral, han endte i, efter sygdom og styrt fratog ham hele den identitet.

Cavendish havde egentlig annonceret sit karrierestop forud for dette års Tour de France, der skulle være hans sidste forsøg på at overgå alle tiders legende Eddy Merckx' rekord i flest etapesejre i den franske rundtur. Et styrt tvang ham tidligt ud af løbet, men den nu 38-årige kanonkugle fortalte lykkeligvis i sidste uge, at han tager endnu en tur i manegen til næste år. Forhåbentlig kan han endelig få mættet sin endeløse appetit på sejre.

Mark Cavendish: Never Enough, Netflix.

Musik

Apokalypsepop

Den højeste mand, der nogensinde har levet, er Robert Wadlow på 272 centimeter, der blev ved at vokse, indtil han døde som blot 22-årig i 1940. På det nye album Solstorm fra det danske band Søn bliver Wadlow forvandlet til en kapitalismekritisk metafor i en undergangsfortælling om vores samfund, der styrer vores klode mod fordærv.

Kvintetten med sanger og tekstskriver Kristoffer Jessen i front behandler på overbevisende manér vores digitaliserede samtid og dets utal af kriser. Og de gør det på en måde, som ikke minder om nogen andre i dansk musik.

Over albummet hviler en tankevækkende dystopi; for hvordan finder man sig tilpas i en verden, der synes ude af sync med sig selv? Opsangen til aktivisme er ikke til at tage fejl af, men den leveres med en quirky humor, der forbliver et fristed i krisetematikken. Finurlige rim blandes sammen med albummets gennemsyrende ængstelighed – som på pladens højdepunkt, »HD Sol«, hvor Jessen med en smuk, porøs stemme synger: »Vi er partybus igennem sand/ Der er ikke mere vand/ Alle er gået helt bing/ Chaufføren ligner Xi Jinping.«

Solstorm, Søn, Playground Music.