Kultur­anbefalinger

Kunstudstilling

Portrætaktivisme

I den lange korridor, som slanger sig gennem Trapholt i Kolding, hænger der et maleri af Maria Torp. Det ligner umiddelbart en hjemløs, omkranset af dåser, skrald og en hund, men ser man efter, forestiller det en ung mand, der sover rusen ud efter en koncert på Roskilde Festival. Maria Torp er noget så udsøgt som en kunstner, der maler figurativt og så fotografisk, at man nemt forveksler virkeligheden med forestillingen om den.

 Snart åbner en soloudstilling på Trapholt, og bor man ikke i området, vil den med sikkerhed være værd at køre efter. Shaping a Pattern, hedder den, og her vil hun undersøge portrætkunstens potentiale som aktivistisk og fremvise syv års arbejde i form af 12 portrætter af toneangivende personer, som har det til fælles, at de alle kæmper for pigers og kvinders rettigheder. 

Blandt dem er den afghanske rapper Sonita Alizadeh, som også er aktiv i kampen mod børneægteskab, Phumzile Mlambo-Ngcuka, tidligere vicepræsident i Sydafrika og administrerende direktør for UN Women, og Ziauddin Yousafzai, en fremtrædende fortaler for pigers ret til uddannelse og far til Malala, der overlevede et Taleban-skudattentat. Maria Torp har til TV SYD udtalt, at hun vil vise, hvordan man sanseligt gennem kunst kan opleve problemstillinger, som vi normalt kender fra nyhedsmedierne.

Shaping a Pattern, Maria Torp, Trapholt, fra 18. januar.

Samtale

Traumebehandling

I 2023 læste jeg alle bøger af Alex Schulman og tog nærmest bad i hans traumer som en flodhest i mudder. Til maj kan han opleves på Det Kgl. Bibliotek i samtale med Hanne-Vibeke Holst, og har man ikke fået læst hans forfatterskab, kan det nås inden da. 

»Hvorfor skrive om alt det, de traumer og svigt, der skabte de sår i mig, som jeg kæmper med?« spurgte han sig selv her i avisen, og det kan da også synes selvpinerisk og unødvendigt sårpillende, men denne læser siger bare tak og ser frem til at høre de to forfattere fortælle om kunsten at skrive om sit eget liv og sin egen familie og måske også høre dem bedrive lidt gensidig terapi på hinanden. 

Schulman og Holst synes at være et godt match til en samtale: Ud over at skrive om sin far har sidstnævnte også flere gange fortalt og dramatiseret andre menneskers fortællinger, senest billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba i Kriger uden maske, og ikke kun fortalt deres historie, men måske også formet historien om dem. Det bliver interessant, om Schulman kan forholde sig til det og altså til andet end sig selv.

Det Kgl. Bibliotek, 1. maj.

Streaming

Apokalypsekaos

En af de mest rørende scener i Beckham-dokumentaren af samme navn var David og Victorias dans til »Islands in the Stream«. I katastrofefilmen Leave the World Behind er modstykket Julia Roberts og Mahershala Ali, der danser til Nexts lummerlækre »Too Close« i en af de få scener, der efterlader os med antydningen af håb. 

Ja, altså bortset fra slutningen, der er så venlig at slutte åbent, så man ikke totalt mister livslysten og gejsten efter filmens opremsning af nærmest alt det, man lige nu kan frygte, herunder terrorisme, mikrobølger brugt som våben, og at Vestens fjender går sammen, civilisationen bryder sammen, og internettet ryger, så man efterlades i mørket sammen med mennesker, man ikke kender. 

Apokalypsefilm er en herlig genre, der underholder samtiden og samtidig viser fremtiden, hvad man engang frygtede. Tidligere var det kommunister og rumvæsener; i dag er det ikke mindst vores uduelighed i mødet med naturen. For hvad er der tilbage af os som mennesker, når internettet ryger, og notifikationerne ikke længere lyser op på vores telefoner? Det er i første omgang rådvildheden og dernæst fremmedgørelsen i mødet med hinanden. Uhyggeligt, men også sjovt at se, når man er omgivet af skærme, der virker, og kan vende ryggen til polarkulden, når den kradser på ruderne.

Leave the World Behind, Sam Esmail, Netflix.

Podcast

Undersøgertrang

Hidden Brain har kun én ambition, og det er at hjælpe nysgerrige mennesker med at forstå verden – og sig selv – hvilket lykkes ret godt. I flere år har vært og videnskabsjournalist Shankar Vedantam interviewet alverdens eksperter og forskere om alt fra Homer til håb, skønhed, og hvorfor det er vigtigt at få sagt ordentligt undskyld, hvis man har nosset i den. Det er aldrig uinteressant. For nylig lavede han en podcast om perfektionisme og kom ind på, hvor hæmmende det kan være at lide af den trang, og at perfektionister afstraffer sig selv for selv små fejl og ikke får andet ud af det end sjælelige blå mærker og ulyksalighed.

 Sammen med en forsker anviste han en vej ud, der kort sagt lyder: Slip selvtvivlen, og prøv at være lidt mere selvkærlig. Samtidig morede de sig over, at perfektionisme er den »fejl«, som flest fremhæver i jobinterview, også selvom de ikke lider en pind af den og egentlig bare gerne vil prale lidt af sig selv. Endelig blev forfatteren Margaret Atwood fremhævet for at have fundet vinderopskriften bag et omfattende forfatterskab: »Jeg er ikke perfektionist,« som hun siger. Atwood er 84 år og har indtil videre skrevet 81 bøger. Podcastens største styrke er, at den tager udgangspunkt i det personlige og derfra springer til det principielle.

Hidden Brain, Shankar Vedantam.

Puslespil

Hjernegymnastik

Et sted mellem bane 7.300 og 7.400 besluttede jeg mig sidste år for at slette mormorspillet Candy Crush, som ellers har været mit faste tidsspilde i årevis. I stedet begyndte jeg at lægge puslespil, en slags senfølge af corona. Det kan anbefales enhver, der lider af overtænkning og ikke evner at begynde at strikke, og man kan købe glimrende puslespil i de fleste museumsbutikker (mine favoritter er van Eycks Det mystiske lam købt i katedralen i Gent og Enhjørningen hviler i haven fra The Met Cloisters i New York; Christiansborg Slot sælger også Bjørn Nørgaards labre gobeliner som puslespil, og på Nivaagaard kan man få flere af Sofonisba Anguissolas malerier som puslespil). 

I sommer beskrev Forbes, hvordan puslespil kan være med til at nedbringe demens med over 11 procent, og det er jo opmuntrende nyt, især hvis man er typen, der jævnligt googler »Er jeg ved at blive dement?«, fordi man bedre husker, hvad der skete for 30 år siden, end hvad der skete i går. Det er åbenbart normalt. At lægge værker som puslespil er også en fremragende måde at nærstudere dem på.

Diverse museumsbutikker.