A la carte. Genforenede danske musikere, demonstrativ lydvandring, dokumentar om at følge i sine forældres fodspor og tankevækkende norsk bogklub. Denne uges anbefaler er Simon Baastrup.

Kultur­­anbefalinger

Lydvandring

Øjenåbner

Den ubestridt mest tankevækkende bog, jeg læste sidste år, var Caspar Erics digtsamling Nye balancer. Hvad det helt konkret vil sige at leve med et handicap, ved jeg ikke, men med sine knækkede sætninger og linjebrud har han givet mig en hårdtslående indsigt i at være til stede i en krop, der ikke altid lystrer. Ord er en ting, og de er vigtige; noget andet er at opleve modstanden ude i virkeligheden.

 I samarbejde med Sargun Oshana har Caspar Eric lavet lydvandringen Mod lyset, som nu genopføres. Med inspiration hentet fra storværket Ulysses stavrer man med digterens stemme i ørerne gennem Nørrebro i København. Narrativet lyder, at en ung mand har fået at vide, at han snart vil miste evnen til at gå. Derfor gør han dét. I afmagt og som en magtdemonstration.

 »Sæt den ene fod foran den anden lige nu./ Hvis du har en fod at sætte foran den anden./ Og prøv at tænke på, at det er crazy, at vi har fødder./ Husk, vi kommer fra havet, vi kommer fra havet./ Og altid glemmer vi at elske de fødder,« siger han og fører med vaklende trin og sikker hånd lytteren ud i lyset.

Foto: Mathias Eis, Scanpix.

Mod lyset, Caspar Eric, Blaagaard Teater, til 26. marts.

Musik

Efterliv

Efter fire års pause er det danske band Baby In Vain tilbage med et nyt album. Medlemmerne af trioen, Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni-Nielsen, har siden See Through (2020) hver især arbejdet sammen med forskellige musikere, eksempelvis MØ og Ydegirl, og opsamlet inspiration, som de nu har katapulteret ind i deres utvivlsomt bedste udgivelse til dato: Afterlife.

Hvor de første singler fra 2012, »Machine Gun Girl« og »The Catcher«, var rå og punkede i al deres forvrængede, støjrockede vælde, er det, som om der i dag har indfundet sig en anden form for harmoni mellem de tre kvinder. Det samlede udtryk er mere kontrolleret – ikke forstået som kedeligt, men nærværende, fordi de har modet til at opholde sig ved de forskellige sekvenser, de frembringer. På den måde har de kreeret en plade, der på symbiotisk vis vokser sig større og større over de i alt ti sange.

Fra anslaget på det første nummer, »Sea Glass«, drager de med Johansens vuggende klang og en drømmefremkaldende pedal steel-agtig guitar langsomt lytteren ind i deres spind. Herfra går turen gennem blændende gode vokalharmonier og overraskende strygerarrangementer, inden »Home For You« helt akustisk porøst runder det hele af med ordene: »Don’t be too sure about a good goddamn thing.«

Afterlife, Baby In Vain, Escho.

Musik

Dansehymne

Louise Foo og Lisbet Fritze, som begge var en del af den hedengangne trio Giana Factory, har fundet sammen igen og dannet projektet Glas. Deres første udspil hedder Kisses Like Feathers og er et utrolig vellykket musikalsk forsøg på at finde rodfæste efter forskellige perioder med en række livsforandringer. Trentemøller har mixet produktionen, hvilket i samarbejde med duoens soniske lyd har skabt et univers, der skiftevis er dansabelt og introvert. 

Man aner inspiration fra både Chromatics’ elektroniske pop og Beach Houses sfæriske overlegenhed. I mødet med Glas’ mere orkestrale og folkprægede tilgang er der opstået et særegent spejl, hvor de mange indtryk reflekterer og forstærker hinanden, hvilket giver kompleksiteten flere nuancer for hver gennemlytning. Særligt »Hungry Moon«, »Lunar Lander« og »Reclaim the Night« står som højdepunkter, hvoraf sidstnævnte med sin arkadespilsagtige pulseren vækker minder om selveste The Knife. 

Det hele hvirvles op for til sidst at blive taget ned på jorden med afslutningsnummeret, »Tall Ship«. Med et low-fi-klaver, sagte nynnen og linjerne »Now the question is, will we move ahead/ Towards the old shore or the ocean bit« får det næsten en hymnisk karakter. Herfra sendes lytteren videre – eller direkte tilbage til begyndelsen.

Kisses Like Feathers, Glas, hfn music.

Dokumentar

Slægtsspor

CPH:DOX er i gang, og der er masser af spændende visninger på programmet. Sidste år kunne man på dokumentarfilmfestivalen blandt andet se nordmanden Margreth Olins Fedrelandet; et stilfærdigt mesterværk, der netop er blevet tilgængeligt på altid fænomenale og i sig selv anbefalelsesværdige Filmstriben. For at forstå sin aldrende far vil instruktøren følge i hans fodspor gennem det majestætiske landskab ved Nordfjord, hvor de begge har trådt deres første skridt.

Pressefoto: Dag Asle Mykløen Unknown

Som barn bad hun ham ofte om at fortælle hende et eventyr. Til det svarede han gerne: »Vi kan gå os en tur. Se dig omkring. Gå ikke så hurtigt, at du glemmer at se.« Hans stemme og hendes blik gør det svært ikke at blive en smule norskofil. Også hendes mor er et rørende bekendtskab i fortællingen om, at selvom man rejser langt væk, er der et sted, der bibeholder betegnelsen »hjem«. Til evig tid. Også når dem, der gjorde det til et sådant, er gået bort.

 Mange af filmens scener har samme mejslende indvirkning: På et tidspunkt danser forældreparret ømt nær et knitrende bål. Det øjeblik glemmer jeg ikke lige foreløbig. Fedrelandet var Norges bud på en Oscar-kandidat i år. Efter at have siddet indhyllet i dens spektakulære billeder, der får én til at føle sig bittelille, forstår man hvorfor.

Fedrelandet (Songs of Earth), Margreth Olin, Filmstriben.

Podcast

Bogklub

De to nordmænd Alexander Sandtorv og Kristopher Schau, henholdsvis kemiker og multikunstner, laver podcasten Tingenes tilstand, hvori de taler om al den kemi, der omgiver os. Det sker gerne med referencer til litteraturens verden, hvilket på et tidspunkt fik dem til at tænke: Hvorfor laver vi ikke en bogklub? Og vupti, sådan begyndte Menn uten midje kan også lese – for hvorfor skulle taljeløse mænd ikke kunne læse? 

Ideen er simpel: Hver måned læser de en bog – alt fra Jane Eyre til Vi er kortvarigt smukke her på jorden – som de skiftes til at anbefale. I løbet af måneden udgiver de nogle kortere afsnit, der fungerer som nedslag i og foreløbige tanker om læsningen, inden den reelle episode bliver tilgængelig. 

Nok er de ikke litterater, men de er skarpe læsere, og sammen formår de at åbne et rum, hvor litteraturen tages alvorligt, uden at lytteren bliver hægtet af. Deres humor og perspektiver giver tværtimod én lyst til at kaste sig over de værker, de læser. Især samtalen om deres landsmand Matias Faldbakkens på dansk nyudkomne Stakkel er værd at lytte til.

Menn uten midje kan også lese, Alexander Sandtorv og Kristopher Schau, HENRI.

ssre
(født 1993) er uddannet i Journalistik og Dansk fra Roskilde Universitet og skriver om mennesker, især hvordan skønlitteratur kan kaste lys over os.