Kultur­anbefalinger

Streaming

Kultkoncert

Det kan godt være, at den lidt aparte genre, som koncertfilm nu engang er, har haft et stort år med kommerciel succes takket været megastjernerne Beyoncé og Taylor Swifts Renaissance og The Eras Tour, men der findes én koncertfilm, som overgår alle andre på alle måder. Talking Heads og Jonathan Demmes Stop Making Sense, der blev optaget over tre dage i Hollywoods Pantages Theatre i december 1983. 

Hvis man ikke allerede var forelsket i det legendariske newyorker new wave-band, så bliver man det efter at have set filmen, der udkom i 1984. Det hele er orkestreret til punkt og prikke, men virker på samme tid så grænseløst frisat, at det ikke er til tage hverken øjne eller ører fra skærmen, når først David Byrne træder ind på scenen akkompagneret af Chris Frantz, Tina Weymouth og Jerry Harrison. 

Hele bandet ligner nogle, der knuselsker at optræde, og deres smittende glæde og Byrnes misundelsesværdige, flagrende dansetrin i det alt for store ikoniske jakkesæt ses endnu tydeligere i den remasterede version fra produktionsfirmaet A24, som udkom på 40-året for, hvad der virkelig er den bedste koncertfilm nogensinde. Det er jeg langt fra den første, der mener, men pointen er, at den nu kan ses på vores allesammens – på nær Gentoftes – Filmstriben.

Stop making sense, Talking Heads & Jonathan Demme, A24

Musik

Sløvsang

Britiske Dean Blunt har, siden han begyndte at udgive musik i 2011, holdt sig næsten helt skjult fra offentlighedens søgelys. Når man så samtidig laver det ene udefinerbare, originale og anmelderroste album efter det andet, bliver betingelserne for kultdyrkelse noget nær optimale. Et af de gennemgående træk har dog været samarbejdet med kunstner og musiker Joanne Robertson, hvis lyse, men døsige stemme har komplimenteret Blunts mørke staccatoleveringer på flere album. I slutningen af maj udgav de sammen Backstage Raver.

Karakteristisk for deres samarbejde flyder de otte noget rockede, noget singersongwriter-agtige sange på ep'en forbi hinanden i en form for uigenkendelighed, samtidig med at hvert nummer er så formløst, at man aldrig helt ved, hvad man skal forvente. Og det er vel i virkeligheden det pirrende og evigt tiltrækkende ved Blunt og Robertsons musik; at de hengemte følelser får liv i deres mudrede, underspillede numre, hvis improvisatoriske præg ofte overlader en del af den lyriske fortolkning til lytteren selv.

Men hvis man skal fremhæve ét nummer på den nye samling, må det være »repeat offenders«, som danske Elias Rønnenfelt, som er forsanger i bandet Iceage og før har samarbejdet med Blunt, raspende synger med på.

Backstage Raver, Joanne Robertson & Dean Blunt, WORLD MUSIC

Festival 

Kulturkomsammen

I den snart så forjættede nordsjællandske enklave Tisvildeleje, der hver sommer er spændt til bristepunktet, overrendt af sportsvogne og rosédrikkende hørbukser, er den lille festival Kanonhalløj i denne lige så lille stationsbygning på Tisvildeleje Station et kulturelt refugium, der er værd at bevare. Denne sommer kan den gratis kulturfestival fejre sit 20-års jubilæum, og festlighederne begynder fredag den 12. juli. Lørdag er der blandt andet foredrag om den anarkistisk anlagte aktions -og teatergruppe Solvognen fra 70erne, der invaderede et stormagasin iført julemandskostumer og delte gaver ud fra hylderne i deres berømte og kulturkanoniserede happening Julemandshæren. Søndagen står i fodboldens navn, når der vises EM-finale og serveres paella og georgisk vin til gratis langbordsmiddag, mens litteraturen indtager scenen mandag med blandt andet Frederik Drescher og Emma Rosenzweig. Jubilæet fejres tirsdag med opera, skåltaler og dj-set med en af grundlæggerne, Martin Kongstad. Og endelig onsdag skal et spækket musikprogram lavet i samarbejde med den elektroniske producer Loke Rahbek fra Posh Isolation lukke det hele ned med manér.
Kanonhalløj, 12-17. juli, Tisvildeleje st.

Musik

Cellosalmer

Selvom den guatemalanske sanger og cellist Mabe Fratti har brudt med religionen efter sin opvækst i den sydamerikanske Pinsebevægelse og nu slår sine folder i Mexico City, hviler der stadig noget nærmest evangelisk kildrende over hendes drømmende, rå musik. Den kan vel bedst beskrives som en form for eksperimenterende, poppet kammermusik, sammenfiltret med jazzet improvisation og elektronisk hudløshed. En kombination, der har visse ligheder med den lige så dragende danske bratschist Astrid Sonne. Men selv hvis man ikke forstår betydningen af Frattis spanske tekster, så slår poesien i hendes englerøst af en stemme krystalklart igennem.

Det er med god grund, at det amerikanske musikmedie Pitchfork, der altså stadig eksisterer, atter har fremhævet hendes nye album, Sentir que no sabes, som en af tidens bedste nye udgivelser. Og hvis den blåstempling ikke er nok i sig selv, har selveste David Byrne fra Talking Heads også tilføjet to sange fra Mabe Frattis sideprojekt, duo’en Titanic, til sin seneste spilleliste, som han kuraterer på diverse streamingtjenester – de er forresten i sig selv en anbefaling værd.

Efter sin koncert på Roskilde Festival fredag kommer Mabe Fratti heldigvis igen til Danmark, når hun spiller i både København og Aarhus til efteråret.

Sentir que no sabes, Mabe Fratti

Kunstkritik

Metasnak

Visse kunstformer, og særligt kritikken af dem, kan til tider blive lige svært tilgængelige nok for alle os, der ikke har læst kunsthistorie på KUA.

En af undtagelserne er Oliver Stillings nyhedsbrev Et hul i markedet, der er blevet udgivet siden 2020 af mediet Føljeton. Det er ikke decideret kunstkritik, men »formidling«, som han kalder det – senest har der blandt andet været interview med Danh Vo og Helge Bille aka Madame Nielsen. Men altid er det velskrevet, velment og velinformeret, og Stilling foretager en underholdende metaudvikling undervejs, som det kun kan gøres i et godt og personligt nyhedsbrev. Og så udkommer det sjældent og sporadisk nok til, at man aldrig får lyst til at afmelde det – kun syv udgaver på det seneste års tid.

Til den endnu mere »moderne« side finder man Instagram-profilen @weopen, hvor Taylor Morrison på klassisk reels-manér filmer sig selv med et greenscreenfilter, så hans ofte trætte ansigt svæver foran de kunstværker, han dissekerer med befriende, men også nærmest depressiv deadpanhumor.

Et hul i markedet, Føljeton. @weopen Taylor Morrison