A la carte. Selvom remakes fylder lidt for meget i nutidens film- og tv-landskab, fungerer 90er-dramaet Presumed Innocent konverteret til en retssalsserie virkelig godt. Denne uges anbefaler er Cecilie Blomquist.
Kulturanbefalinger
Streaming
Retssalsdrama
Mens man i biograferne lige nu kan se et remake af 90er-hittet Twister om de kåde tornadojægere, så har Apple TV+ også hevet en 90er-klassiker frem fra gemmerne. Nemlig retssalsdramaet Presumed Innocent. Men i stedet for at gentænke den som en film, så har de lavet en otte afsnit lang tv-serie. Og i stedet for Harrison Ford som den succesfulde statsanklager, der bliver anklaget for mordet på sin elskerinde, så er det denne gang Jake Gyllenhaal, der måske eller måske ikke er uskyldig.
Jeg er en kæmpe nostalgiker, så jeg så selvfølgelig først filmen fra 1990, og ja, den holder stadig. Der bliver sagt nogle ting om den myrdede elskerinde, som man nok ikke havde sagt, hvis hun var en mand. Men hvis det er en dealbreaker, så ville man aldrig kunne gense en film fra før 2010.
Til gengæld var det ret skørt at se seriens første afsnit næsten lige bagefter, fordi der er replikker, der en til en går igen. Serien formår dog at tilføje nye aspekter til historien og karaktererne, hvilket jo netop er det, man kan, når man har seks timer mere at gøre godt med.
Og så er castingen af Jake Gyllenhaal ret genial. Han kan spille den charmerende helt (tænk Brokeback Mountain), og han rummer også den creepy, besatte stalkertype, som Harrison Ford aldrig helt overbeviste mig om.
Presumed Innocent (1990) og Presumed Innocent (2024), Apple TV+.
Podcast
Hverdagseskapisme
Sommerferien er for de fleste ved at være slut, og det betyder også, at podcasthverdagen er vendt tilbage. Igen dumper de velproducerede daglige nyhedspodcasts ind i feedet, så man kan blive klog på alt det, der foregår ude i verden. Derfor er jeg selvfølgelig blevet helt besat af en podcast af tre amatører, der har købt en løgnedetektor for at løse mysterier, der absolut ikke har relevans for mig eller resten af samfundet.
I 2018 udkom nemlig den britiske podcast Who Shat On The Floor At My Wedding, hvor amatørdetektiven Lauren Kilby forsøgte at finde ud af, hvem der havde besørget på gulvet til hendes veninder Helen og Karens bryllup. Over 13 episoder interviewer de nøglevidner (deres venner), hinanden og eksperter i både retspsykologi og retsmedicin. Det er selvfølgelig en tyk parodi på true crime-genren, og selvom det er plat og åndssvagt, så er man bare i virkelig godt selskab med de tre veninder.
Nu, seks år efter den første sæson, er sæson to udkommet, og denne gang går turen til Sverige, hvor trioen skal løse en sag, der indebærer såkaldt omvendt tyveri. Nogen har efterladt et lillebitte jakkesæt på Laurens svigermors veranda, men hvem gjorde det? Og endnu vigtigere: Hvorfor gjorde de det?
The Case of the Tiny Suit/Case, en podcast af Who Shat On The Floor At My Wedding And Other Crimes.
Film
Adrenalinsus
Gyserfilm har stadig et blakket ry som genre, og jeg oplever nogle gange (særligt på nærværende avis), at der bliver rynket på næsen, hvis man fortæller, at man godt kan lide at se gyserfilm.
Genkender man sig selv som en, der fnyser lidt hånligt ad gysere, synes jeg, at man skal tage sin kæreste, sine venner eller sine søskende under armen og se sommerens overraskende biografhit Longlegs. En lavbudget-gyserkrimi, som Nicolas Cage har co-produceret og spiller med i (behøver jeg at sige mere?).
Filmen er blevet enormt hypet, hvilket nok både kan tilskrives Nicolas Cage-effekten og filmselskabets vilde marketingkampagne. For eksempel har der hængt billboards i Los Angeles med et telefonnummer, hvor man, hvis man ringer til det, kan høre Nicolas Cage synge en hårrejsende udgave af »Happy Birthday«. Ad, men genialt.
Og nej, det er ikke en perfekt film – det er gyserfilm sjældent – men filmens første halvdel er særdeles vellykket, Nicolas Cage spiller som altid vanvittigt, og den er flot filmet. Og så er den – vigtigst af alt – virkelig uhyggelig.
Longlegs, i biografer landet over.
Hverdagsaktivisme
Over sommeren har forfatter og journalist Signe Wenneberg påtaget sig opgaven at anmelde danske dagligvarebutikker og madmarkeder. Fra Bilka i Vejle til Byens Landhandel på Nørrebro i København. Det hele foregår på hendes egen Instagram-profil, hvor man slider sig gennem fotos af supermarkedshylder ledsaget af Wennebergs »analyser« af indretning og sortiment.
Indrømmet: Jeg begyndte at følge med på grund af voksenskælduden, for som med alle slags anmeldelser er det jo sjovest, når anmelderen er vred. Og det er Signe Wenneberg, når det første, kunderne i Meny i Charlottenlund møder, er dårlige chips og Pepsi Max.
Men nu kan jeg ikke længere gå ind i et supermarked uden at lægge mærke til tårnene af dåsesodavand og -øl, som var det en grænsebutik i Tyskland. Ironisk nok går en af Wennebergs indkøbsture til Hamburg, hvor almindelige dagligvarebutikker har grøntsager, så langt øjet rækker, økologiske æg (der kan købes enkeltvis!) og sunde drikkevarer ved udgangen.
Vil man finde den slags herhjemme, skal man enten ud til gårdbutikkerne eller ind i storbyerne til små lokale købmænd og -damer. Dem besøger Wenneberg også, men hendes aktivistiske public service-projekt er efter min mening bedst, når det udstiller, hvor grelt det står til, dér hvor flest af os køber ind.
@signewenneberg, Instagram.
Koncert
Musikkunst
Søndag er ugens korteste dag, og derfor har jeg altid været skeptisk over for eftermiddags- og aftenaktiviteter, der falder på den hellige dag. Denne sommer har jeg dog fået øjnene op for konceptet søndagskoncerter. Og jeg må indrømme, at det faktisk får dagen til at føles længere, end hvis jeg havde ligget og set fjernsyn, hvad der ellers har været mit foretrukne ritual.
Denne søndag kan man for eksempel tage på Statens Museum for Kunst, hvor Sony og SMK afholder deres sidste af tre såkaldte MUST Sunday Sessions. En minikoncert, hvor unge lovende artister kan få lov at spille i nogle ret vilde omgivelser.
Første koncert blev afholdt i salen med nordeuropæiske historiemalerier fra 1580 til 1700, og med de mere end 300 år gamle malerier rundt omkring sig virkede de spirende musikere endnu mere ferske. Oplevelsen blev kun mere intens af, at det nærmest føltes forbudt, når musikken bragede ud i det ellers så stille museum. Hver session foregår i en ny sal, og på søndag kan De opleve den dansk-iranske sangerinde Dayyani og rapperen Merro8.
Med i koncertbilletten får man også fuld entré til museet.
MUST Sunday Sessions, SMK.
Del: