Under vor corona-indespærring i den tomme stenørken på Manhattans Upper East Side har ens mest energiske motion været omrøring i kødgryderne. Vi er fem samboer i karantæne, som har disket livretter op for hinanden med uundgåelig ekstra embonpoint og bondeanger til følge. Men nu var man lige begyndt at skimte lys for enden af COVID-19-tunnelen, af den positive slags. Smittetallet i New York var for nedadgående, guvernør Cuomo tillod glimtvis genoplukning af spøgelsesbyens liv. Her er stadig forunderligt stille. Ud over ambulancernes Dødens triumf-agtige hylen opstår der mest larm i metropolens gader hver aften klokken 19, når sammenslåede kasserollelåg i opsmækkede vinduer hylder heltene, som har sat egne liv på spil for at hjælpe andre. Efter det afskyelige politimord på George Floyd lød der anderledes toner. Tætte folkeskarer travede forbi under vore vinduer: »Black Lives Matter«, »F... the curfew«, råbte de ind i hovederne på hinanden. Demonstranterne blæste hul i smittefare, social afstandtagen og udgangsforbuddet efter klokken 20. Nu er der begrundet frygt for, at pesten vil blusse op igen.

Selv har man mest vovet sig udendørs for at fouragere, tilsløret bag maske, beskyttelsesbriller og handsker. Dyre butikker i vores nabolag, som hidtil blot har været corona-lukkede, er nu også blevet forskanset bag træplader mod plyndring. Selv Det Hvide Hus i Washington, der altid har ligget åbent og tilsyneladende let tilgængeligt som symbol på folkestyre og demokrati, er blevet formummet bag hæslige metalhegn, som om disse kunne hindre husets kronisk ildesindede nuværende beboer i at udspy samfunds- og helbredsnedbrydende galde.