London. Tate Modern viser fotografen Dora Maars enorme spændvidde og trækker hende ud af Picassos skygge.
Konkyliens krop er en kvindehånd
En surrealistisk fotomontage af en porcelænshvid kvindehånd med lakerede negle, der som en snegl stikker ud af en konkylie på en strand, mens en dyster uvejrshimmel trækker op i baggrunden. Et socialkritisk dokumentarfotografi af en tiggende krigsveteran på et fortov i London. Et modefotografi af en rygvendt kvinde i elegant guldkjole med dyb rygudskæring og slæb. Disse tre fotografier er på hver sin måde stærke, fortællende, iøjnefaldende, og så er de taget inden for et års tid i 1934-35 af den samme fotograf, franske Dora Maar (1907-1997). Det er i sig selv temmelig enestående, ikke mindst i forhold til vore dage, hvor fotografer oftest placeres i kasser som enten kunstner, dokumentarfotograf eller kommerciel modefotograf – ikke det hele på én gang. Men i 1930rne var fotografiet så tilpas ungt og i sync med tidsånden, at fotografer som Maar eksperimenterede på kryds og tværs af de knap nok etablerede genrekasser. Fotografiet var moderne, mekanisk og kunne reproduceres og trykkes i datidens nye magasiner i enorme oplag, hvad enten det var dameblade, avantgardemagasiner, journalistiske billedmagasiner, politiske pamfletter eller sågar pornoblade. Dora Maar leverede til dem alle.
Tate Modern i London trækker hende lige nu ud af historiens skyggelandskab med en stor retrospektiv udstilling, udarbejdet sammen med Pompidoucentret i Paris, hvor den blev vist i sommer, og Getty-museet i Los Angeles, hvor den skal vises, efter at den slutter på Tate til marts. Det er store spillere på verdenskulturscenen, som allerede hver for sig ejer værker af Maar, så det er ikke, fordi hun er en fuldkommen overset kunstner, der nu trækkes frem fra den totale glemsel. Men det er den største retrospektive udstilling nogensinde, med værker fra hele hendes liv, inklusive et rum med aldrig tidligere viste kameraløse, abstrakte eksperimenter fra 1980erne, som man først fandt efter hendes død.
Del: