Mange danske tv-serier kan betragtes som en slags fordanskninger af store amerikanske succeser. Strisser på Samsø var vel en Kattegat-version af Twin Peaks. Bedrag fandt først i tredje sæson frem til, hvordan man efterlignede The Wire på en meningsfuld måde, mens Klovns danskerdumme version af Curb Your Enthusiasm virkelig har fået sit eget liv. Og med TV 2s nye krimidrama Løgnen får vi nu en dansk eller måske mere præcist en vestegnsversion af HBO-hittet Big Little Lies fra 2017. Og det lyder jo fedt nok. Hvis jeg var filmkonsulent, havde jeg sikkert også skyndt mig med at kaste penge efter denne idé, der lyder så tilpas langt ude, at det kunne gå hen og blive rigtig godt, men det bliver det desværre ikke.

Vi begynder med et mord. Eller i hvert fald en dødelig ulykke, vi ved det ikke helt. Til personalefesten i ældreplejen i Albertslund er en mand faldet i poolen, og nu indkaldes gæsterne på skift til afhøring af politiet. Men det er ikke opklaringsarbejdet, vi skal følge her, sådan som det ellers byder sig inden for krimigenren, nej, i stedet skruer vi tiden et par uger tilbage og kastes ind i hverdagen blandt en række sosu-assistenter.